29-04-2024 09:45

Eric Pedersen udnævnt til adjungeret professor på CBS

Nordeas leder af Responsible Investment, Eric Pedersen, er blevet udnævnt til adjungeret professor på Copenhagen Business School, som vil gøre brug af hans indsigt og position som frontløber indenfor bæredygtig bankvirksomhed.       

Eric Pedersen holdt i sidste uge sin tiltrædelsesforelæsning med titlen ”Beyond the Headlines: The Resilience and Evolution of Sustainable Finance”. 

Eric Pedersen fik overrakt bevis med sin nye titel på.

Her beskrev han, hvordan bæredygtighed over de seneste årtier er blevet en del af virksomhedernes strategier og investeringsbeslutninger, og han kaldte de seneste overskrifter i medierne om ESG’s død for ”stærkt overdrevne”. 

”Vi er lige nu vidne til et massivt tektonisk skift i økonomien,” understregede han og inddrog data fra Europa og USA, der viste den fortsatte vækst i antallet af bæredygtige fonde og investeringer i ren energi. 

”Den underliggende omstilling er i gang; det eneste spørgsmål er, om den vil gå hurtigt nok, til at vi undgår de værste konsekvenser af klimaforandringer, tab af biodiversitet og alle de andre udfordringer, vi står overfor,” konkluderede han. 

Eric Pedersen bliver tilknyttet den tværfaglige afdeling Department of Management, Society and Communication. Afdelingen forsker i erhvervslivets rolle og ansvar i forhold til de enorme udfordringer, som samfundet står overfor, og omfatter Centre for Sustainability, hvor man finder en af de største samlinger af bæredygtighedsrelaterede analyser indenfor den akademiske verden.

Efter forelæsningen var der paneldebat.

Afdelingens leder, Dorte Salskov-Iversen, forklarede, hvorfor valget faldt på Eric Pedersen: 

”Adjungeret professor er en titel, som et universitet kan give til anerkendte akademikere eller erhvervsfolk, som indenfor deres felt og i løbet af deres karriere har ydet et helt særligt bidrag til deres fagområde. Erics stærke engagement og resultater indenfor bæredygtig finansiering går godt i tråd med vores overordnede fokus på bæredygtig virksomhed, governance og ansvarlig ledelse.”   

Forelæsningen sluttede med en paneldebat med Andreas Rasche, Professor, Centre for Sustainability, Susanne Stormer, Partner, ESG & Sustainability Services Leader, PwC Danmark og Frances Iris Lu,  Vice President, Head of Corporate Sustainability & ESG, Danfoss. Kristjan Jespersen, Associate Professor, CBS Impact for Innovation Lab, var ordstyrer. 

Kort biografi

Efter at have skrevet speciale om Manmohan Singhs økonomiske reformprogram i 1990'ernes Indien begyndte Eric Pedersen at arbejde for FN som juniorøkonom i UNDP's kontor i Mali. Et par år senere startede han i finansverdenen, hvor han har haft en række forskellige stillinger, herunder som leder af Business Strategy i Nordea Asset Management and Life Insurance, filialdirektør i Singapore og leder af  Nordea Invest. 

I 2019 blev Eric Pedersen medlem af Nordea Asset Managements Responsible Investments Committee, og i 2020 fik han ansvaret for Responsible Investment-teamet, som er vokset betydeligt i størrelse og international anerkendelse under hans ledelse. Eric Pedersen har siddet i Komitéen for god Selskabsledelse, er næstformand i DanSIF og medlem af ISSB Investors Advisory Group samt medlem af Advisory Board for IMAP – Boston University Impact Management and Allocation Program.

Nordea