Nordeas cheføkonom: Det ligner en blød landing

Efter en række turbulente år er der udsigt til, at verdensøkonomien bevæger sig ind i en mere stabil periode, hvor inflationen igen vil falde på plads omkring 2%, og hvor pengepolitikken bliver normaliseret. De løbende aktivitetsindikatorer tyder på, at den moderate vækst, som har kendetegnet det seneste år, er fortsat ind i 2024. Der er fuld gang i den amerikanske økonomi, Kina vækster planmæssigt, mens euroområdet fortsat har problemer med at komme op i tempo efter energiprischokket, nedturen i fremstillingssektoren og den markante stramning af pengepolitikken.

Mens der over de seneste år har været tale om en meget uensartet udvikling i de store økonomier, er der nu også udsigt til bedre tider i Europa. Til trods for den svage økonomiske udvikling er ledigheden rekordlav i euroområdet. Sammen med en betydelig fremgang i reallønnen og udsigt til lavere renter baner det vejen for et forbrugsdrevet opsving mod slutningen af året. 

Mens det hidtil især har været servicesektoren, som har nydt forbrugernes gunst, tyder meget på, at fremstillingssektoren også får del i opsvinget. Det skyldes bl.a., at lagernedbringelsen, som har resulteret i tynde ordrebøger hos mange virksomheder, synes at stå overfor sin afslutning. Det vil også bidrage til at trække verdenshandlen ud af lang tids dødvande. På den baggrund skønner vi, at væksten i verdensøkonomien i år vil lande på godt 3% eller nogenlunde det samme som sidste år. Også i 2025 venter vi en global vækst i overkanten af 3%. Det er lidt højere, end vi ventede i januar. 

Selvom de økonomiske nøgletal indikerer, at sandsynligheden for en blød landing i verdensøkonomen er steget siden januar- prognosen, er der fortsat grund til at mane til forsigtighed. Det skyldes ikke mindst, at den geopolitiske situation er blevet forværret drastisk i forbindelse med eskaleringen af konflikten i Mellemøsten, ligesom der ikke er udsigt til en snarlig afslutning på Ruslands aggression mod Ukraine. Begge konflikter risikerer at føre til nye nedbrud i forsyningskæderne og puste til inflationen. Fragtraterne er allerede steget i kølvandet på angrebene på den internationale skibstrafik i Rødehavet, men situationen bliver langt mere alvorlig, hvis også energipriserne rammes af store stigninger. 

En mere konkret risiko for, at inflationen bliver svær at få endegyldigt bugt med,  knytter sig til de høje lønstigninger, som der kan observeres for tiden. Noget, som naturligvis har stor bevågenhed i centralbankerne, og som er en primær årsag til, at den amerikanske forbundsbank, Fed, næppe kommer til at lempe pengepolitikken i det omfang, som ellers har været forventet på de finansielle markeder. Udviklingen i lønstigningstakten står også højt på dagsordenen på rentemøderne i ECB og kan, hvis den ikke falder tilstrækkeligt, betyde, at også ECB vil være mere forsigtige med at sætte renten ned end ellers ventet. 

Den bløde landing er altså ikke uden udfordringer for centralbankerne. Og måske betyder de stærke arbejdsmarkeder og økonomiernes generelle modstandskraft overfor de markante pengepolitiske stramninger, at niveauet for den (aktivitets-) neutrale rente må revurderes. I de mange år, hvor inflationen var meget lav, var det opfattelsen, at den pengepolitiske styringsrente justeret for inflationsforventningerne var tæt på eller måske endda under nul i euroområdet og kun lidt højere i USA. Nu tyder meget på, at niveauet er løftet med måske et helt procentpoint eller mere som følge af de stærke arbejdsmarkeder, de nærmest kronisk store offentlige budgetunderskud og det enorme investeringsbehov i den grønne og digitale omstilling samt forsvarsindustrien. Det betyder helt lavpraktisk, at nulrenteregimet hører fortiden til. Kun hvis verdensøkonomien kastes ud i en ny stor krise, og/eller der kommer en periode med deflation, vil renterne igen kunne komme så langt ned. 

Den ventede fremgang i verdenshandlen vil også komme de små åbne nordiske økonomier til gode, selvom handelsklimaet i almindelighed er forværret dramatisk siden de gyldne år under globaliseringen. Det skyldes bl.a., at Kina er blevet langt mere selvforsynende, og at mange lande har slået ind på en mere protektionistisk kurs end før finanskrisen. Endelig betyder den nye geopolitiske realitet, at handel og investeringsaktivitet fremover i større udstrækning vil foregå med politisk allierede partnere af hensyn til forsyningssikkerheden. Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at såvel dansk som svensk eksport har klaret sig utrolig godt over de seneste år. Det skyldes ikke mindst konkurrencedygtige servicesektorer, ligesom det for Danmarks vedkommende skyldes en sensationel udvikling i medicinalindustriens eksportpræstationsevne. 

En udvikling, som også er den primære årsag til, at dansk økonomi har oplevet en høj vækst siden pandemien. Også norsk økonomi er i solid fremgang, ligesom meget tyder på, at svensk økonomi har passeret bunden efter et par svære år, som især har ramt byggeriet og ejendomssektoren hårdt. For tiden er det Finland, som står overfor de største vækstmæssige udfordringer blandt de nordiske lande. 

Fælles for landene er dog, at inflationen er ved at komme under kontrol, og at der er udsigt til lavere renter. Så på den måde er der også mere normale tider på vej i Norden, omend det også her gælder, at den nye geopolitiske realitet med et meget større fokus på sikkerhed vil sætte sine spor på fremtiden.

Læs mere i Nordea Economic Outlook.