Nomineringsproces
I henhold til vedtægterne for Nordea Bank AB (publ) skal det ved valg af medlemmer til bestyrelsen tilstræbes, at bestyrelsen som helhed for at kunne udføre sit arbejde er i besiddelse af den fornødne viden og erfaring om samfundsmæssige, forretningsmæssige og kulturelle forhold i de regioner og på de markeder, hvor koncernen driver sine primære forretningsaktiviteter.
I overensstemmelse med de svenske regler for god selskabsledelse har Nordea efter generalforsamlingens beslutning etableret et nomineringsudvalg, som repræsenterer aktionærerne. Nomineringsudvalget forbereder de beslutninger om valg og honorar, som skal træffes af den ordinære generalforsamling med henblik på at sikre et godt beslutningsgrundlag.
Nomineringsudvalget
Den ordinære generalforsamlingen i 2010 besluttede at nedsætte et nomineringsudvalg, der har til opgave inden næste ordinære generalforsamling at fremlægge forslag til beslutning om valg af bestyrelsesmedlemmer, bestyrelsesformand og revisor samt vederlag til disse.
Nomineringsudvalget skal i henhold til generalforsamlingens beslutning bestå af bestyrelsens formand samt yderligere fire medlemmer. De fire aktionærer, som ejer de største aktieposter i Nordea, har hver ret til at udpege et medlem. Ændringer i nomineringsudvalgets sammensætning kan finde sted i tilfælde af, at aktionærer, som har udpeget et medlem til nomineringsudvalget, sælger hele eller dele af deres aktiepost i Nordea. Nomineringsudvalget har ret til at tilknytte assisterende medlemmer, der repræsenterer aktionærer, som efter nomineringsudvalgets konstituering er blandt Nordeas fire største aktionærer. Nomineringsudvalget kan derudover tilknytte højst tre personer med viden og erfaring inden for samfundsmæssige, forretningsmæssige og kulturelle forhold i de regioner og markeder, hvor koncernen primært driver forretning. Et tilknyttet medlem har ret til af selskabet at få vederlag for det udførte arbejde samt dækket omkostninger forbundet med hvervet, alt efter udvalgets nærmere bestemmelse. Sammensætningen af nomineringsudvalget fastsættes med udgangspunkt i den kendte aktiefordeling pr. 31. august 2010. Nomineringsudvalget har ret til for selskabets regning at ansætte en rekrutteringskonsulent eller anden ressource, som nomineringsudvalget finder nødvendig for at udføre sine opgaver.
Udvalgets forslag præsenteres for aktionærerne i indkaldelsen til den ordinære generalforsamling i 2011.
Opdateret: April 2010