Nordea sænker afkastforventningerne

07-07-16 16:20 | Investering | Samfundsøkonomi

I Nordea sænker vi vores afkastforventninger til aktier for de kommende 12 måneder til 5-10 procent. Tidligere forventede vi at kunne høste et afkast på 8-12 procent over samme tidshorisont. De primære årsager er den politiske usikkerhed i kølvandet på Brexit samt en presset indtjeningsvækst.

”Vi har valgt at sænke vores afkastforventninger for de kommende 12 måneder. Vi ser en økonomisk situation, hvor lønningerne stiger, mens væksten halter efter. Det betyder, at virksomhedernes profitmarginer har toppet i denne omgang, og det vil påvirke indtjeningsvæksten og dermed afkastet på aktier,” siger Tine Choi, seniorstrateg i Nordea.

Ændringen kommer til trods for, at aktieanalytikerne mener, at otte ud af 10 sektorer vil løfte overskudsgraderne, samt at indtjeningen globalt set vil blive forbedret med 20 procent fra første til fjerde kvartal. Tine maner til besindighed:

”Vi mener, at markedet pt. har en lige lovlig positiv forventning til virksomhedernes indtjening. Indtjeningen ventes for første gang i lang tid at vise fremgang i 2. fra 1. kvartal i år, men år til år er væksten fortsat negativ, hvorfor man skal være forsigtig med at tolke det alt for positivt”.

Brexit mindsker sigtbarheden på finansmarkederne
Udover virksomhedernes pressede indtjening så har den politiske uro omkring briternes farvel til EU også en stor indvirkning på de finansielle markeder og beslutningen om at sænke afkastforventningerne.

”Begivenheder som Brexit skaber usikkerhed og store udsving på markederne. Det påvirker stemningen hos både virksomheder og forbrugere, som forventeligt vil udskyde større investerings- og forbrugsmæssige beslutninger. Det rammer væksten negativt og presser indtjeningsudsigterne i de europæiske selskaber”, forklarer Tine.

Til trods for den nuværende situation tror Nordea dog stadig på, at den globale økonomi vil opleve vækst på den længere bane:

”Selvom vi sænker afkastforventningerne for de kommende 12 måneder, mener vi stadig, at det globale moderate opsving fortsætter. Med Brexit-afstemningen bag os og positive faktorer som for eksempel en relativt stabil oliepris forventer vi, at det værste i indtjeningscyklussen er ovre og at indtjeningsvæksten vender tilbage næste år. Det vil afspejle sig i vores afkastforventninger”, siger Tine.