Rentetilpasningsauktion – alle institutter er nu i gang

25-02-14 13:19 | Bolig

Nykredit skød forårets auktion over rentetilpasningslån i gang i sidste uge. I går fulgte Realkredit Danmark og BRF trop, mens Nordea Kredit er kommet på banen i dag. Boligejere med lån i Nordea Kredit, som skal have ny rente pr. 1. april, kan endda glæde sig over resultatet fra auktionens første dag.

På dagens auktion landede F1-renten på bare 0,51 pct. inklusiv en kursskæring på 0,3 pct.

Det betyder, at den rene rente, dvs. den rente investorerne har budt for obligationerne, landede på 0,21 pct. Det er en spids højere end ved rentetilpasningen pr. 1. januar 2014, hvor investorrenten lå på 0,13 pct., men lavere end på dette tidspunkt sidste år, hvor investorrenten landede på 0,31 pct. Inklusiv kursskæring er det tale om præcis den samme rente som for ét år siden. Alt tyder således på, at boligejerne kan glæde sig over endnu et år med lav ydelse på deres realkreditlån. Det gælder selvfølgelig forudsat, at de resterende to dage af auktionen i Nordea Kredit falder lige så gunstigt ud som dagens auktion.

Overblik – sådan ligger renterne i de enkelte institutter

Nordea Kredit: 0,21 pct. eksklusiv kursskæring (0,51 pct. inklusiv)
Nykredit: 0,23 pct. eksklusiv kursskæring (0,33 pct. inklusiv)
Realkredit Danmark: 0,24 pct. eksklusiv kursskæring (0,54 pct. inklusiv)
BRFkredit: Afholder ikke en egentlig auktion. Obligationerne sælges løbende i markedet

God polstring i realkreditinstitutterne giver lave renter

Vi havde på forhånd forventet, at renten ville lande i omegnen af 0,5 pct. inklusiv kursskæring. Dagens resultat var derfor ikke nogen stor overraskelse. Det gør det dog ikke resultatet mindre glædeligt af den grund. Den lave rente vidner nemlig om, at de danske realkreditobligationer fortsat er i høj kurs blandt investorerne.

Interessen skyldes ikke mindst, at de danske realkreditobligationer kan smykke sig med den eftertragtede men efterhånden ganske sjældne rating ”triple A”. Triple A adelsmærket indikerer nemlig, at investorerne har den størst mulige sikkerhed for at få deres penge igen, og det kvitterer de for ved at byde en høj kurs for obligationerne.

Det tyder på endnu et år med meget lav ydelse

Har man et lån på 1 mio. kr. betyder dagens resultat, at boligejerne vil få en månedlig ydelse på 3.455 kr., såfremt lånet er med afdrag, og 920 kr. såfremt det er uden afdrag. For et lån med afdrag er det 10 kr. mindre end nu. Ydelsesfaldet skyldes, at boligejeren restgæld er faldet i det forløbne år, hvorfor ydelsen gør det samme. For et lån uden afdrag er ydelsen uændret.

Den endelige rente kender vi først på torsdag den 27/2

Rentetilpasningsauktionerne løber over 3 hverdage i Nordea Kredit. Vi kender derfor først den endelige F1-rente torsdag den 27/2. Dagens resultat er dermed blot et pejlemærke for, i hvilket niveau boligejerne kan forvente, deres rente lander, såfremt der ikke sker større markedsbevægelser i løbet af de kommende dage.

Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom, Chefanalytiker