Rentetilpasningsauktionen er nu slut i Nordea Kredit - så stor bliver skattesmækket til boligejerne

27-02-14 13:08 | Bolig

I Nordea Kredit har vi netop afsluttet vores auktion for rentetilpasningslån, der skal have ny rente pr. 1. april 2014. Og det med et glædeligt resultat til følge.

Den endelige rente på et F1-lån landede nemlig på bare 0,51 pct. (inklusiv kursskæring). Det er præcis den samme rente som ved denne tid sidste år, men en smule højere end ved auktionen pr. 1. januar, hvor renten landede på 0,43 pct. Rentestigningen i forhold til auktionen pr. 1. januar må dog betragtes som marginal, hvorfor den overordnede konklusion på auktionen er, at boligejerne kan glæde sig over endnu et år med meget lav ydelse på deres realkreditlån.

Auktionens resultater (inklusiv kursskæring)
F1-rente = 0,51 pct.

F3-rente = 0,75 pct.

F5-rente = 1,27 pct.

En ekstra pose Haribo-Mix til boligejerne hver måned
Da renten er uændret i forhold til sidste år, har dagens resultat ikke nogen betydning for boligejere med afdragsfrie F1-lån. De vil skulle betale præcis den samme ydelse i 2014, som de har gjort i 2013. Er lånet derimod med afdrag, vil boligejerens månedlige ydelse efter skat falde fra 3.455 kr. på nuværende tidspunkt til 3.445 kr. efter den 1. april. Det gælder for et lån på 1 mio. kr.

Besparelsen på 10 kr. svarer til, at boligejerne kan købe en ekstra pose Haribo-Mix hver måned eller fejre en enkelt særlig begivenhed i 2014 med en flaske vin i den lidt bedre kategori.

Selv om mange nok vil mene, at den slags udskejelser ikke lader sig registrere i ret mange budgetter, skal boligejernes mundvige dog ikke hænge nedad af den grund. Boligejerne bør nemlig huske på, at det ikke er mere end 5½ år siden, at renten lå på over 5 pct. Var renten blevet fastsat til så høj en procentsats i dag, havde den månedlige ydelse lydt på 4.480 kr. for et lån på 1 mio. kr. med afdrag og 3.405 kr. for et lån uden. Det er trods alt væsentligt mere end de 3.445 kr. hhv. 920 kr., som boligejerne nu skal betale. Resultaterne fra årets auktion skal derfor snarere betragtes som en glædelig nyhed, der sikrer boligejerne endnu et år med lav ”husleje”, end en begivenhed, som skuffer, fordi renten ikke er faldet endnu engang.

Oversigt over auktionerne for hele markedet
Auktionen vedrører de knap 115.000 boligejere og 20.000 erhvervsvirksomheder, som skal have ny rente på deres lån pr. 1. april. 2014.

Nordea Kredit har nu afsluttet deres auktion, mens Nykredit og Realkredit Danmark først slutter i morgen fredag den 28/2, og DLR fredag den 7/3. BRF afholder ikke en egentlig auktion, men sælger deres obligationer løbende i markedet.

Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom