Uro i Ukraine og russiske militærøvelser lukker dansk boliglån

Lise Nytoft Bergmann
Lise Nytoft Bergmann
28-02-14 13:01 | Bolig

Geopolitisk uro i Ukraine og russiske militærøvelser har de seneste dage sendt de europæiske investorer i højeste alarmberedskab. Samtidig har Den Europæiske Centralbank ECB sendt røgsignaler op om en mulig lempelse af pengepolitikken. Det har fået investorernes puls til at ryge ud af hvilefeltet og over på købsfeltet for sikre værdipapirer, hvilket har presset prisen på de danske realkreditobligationer op.

For den 30-årige 3,5 pct. obligation uden afdrag blev efterspørgslen i går så høj, at kursen gik over 100. Obligationen er derfor lukket for udstedelse i dag. I stedet må boligkøberne benytte sig af den allerede åbne 30-årige 3 pct. obligation uden afdrag – men det skal de ikke være kede af.

Ikke noget nyt fænomen – men stadig et sjældent et af slagsen

Den 30-årige 3 pct. obligation uden afdrag er ikke noget nyt fænomen, men idet den tidligere er blevet anbefalet af realkreditinstitutterne til boligejerne i en kortere periode i slutningen af 2012 og i 2. kvartal af 2013. De boligejere, som ikke nåede at komme med på vognen på daværende tidspunkt, har derfor nu igen muligheden. Og det endda imod alle ods. Kun de færreste prognosemagere havde nemlig spået den udvikling for bare kort tid siden.

Man sparer 280 kr. om måneden

Konsekvensen af den store interesse for de danske realkreditobligationer er, at det er blevet billigere at optage et lån. Stod man fx ved årets indgang og skulle optage et 30-årigt fastforrentet realkreditlån uden afdrag lød renten på 3,5 pct., hovedstolen på 1.056.000 kr., den månedlige ydelse efter skat på 2.450 kr.

I dag lyder renten på 3 pct., hovedstolen på 1.063.000 og den månedlige ydelse på 2.170 kr. Det betyder, at man godt nok vil få en restgæld, som er ca. 7.000 kr. højere end for blot 2 måneder siden, men samtidig vil den månedlige ydelse efter skat være 280 kr. lavere. Dertil kommer, at man vil kunne skære ca. 10 pct. af et 3 pct. lån, hvis renten stiger med 1 procentpoint, mens man kun vil kunne skære ca. 8,3 pct. af et 3,5 pct. lån.

Samlet set betyder det, at boligejerne bør hilse 3 pct. lånets come back mere end velkommen. Boligejerne får nemlig ikke blot et lån, som er billigere her og nu, de får også et lån, som stiller dem i en mere gunstig situation, når renten på et tidspunkt stiger igen.

Uroligheder i Ukraine smitter af på boligrenterne

De seneste uger har Ukraine trykket store overskrifter. Det samme har Rusland de seneste døgn, efter at Putin beordrede landets militære enheder i alarmberedskab, og krævede at soldater blev sendt på øvelse i nogle af de områder, der støder op til Ukraine.

Putin har tidligere igangsat tilsvarende militærøvelser andre steder i landet, men eftersom investorerne har svært ved at ignorere det overlap, der er mellem urolighederne i Ukraine og øvelsernes geografiske placering, er de gået i alarmberedskab, af frygt for at den fortsatte udvikling skal miste sit vejgreb.

Røgsignaler fra ECB puster til rentefaldet

Søndag fortalte centralbankchef Mario Draghi, at ECB ved sit kommende møde den 6. marts vil have den nødvendige information til at beslutte, om man skal handle i forhold til den meget lave inflation, vi i øjeblikket ser i euroområdet. Dagen forinden havde cheføkonomen for ECB desuden sagt, at den lave inflation nu ser ud til at fortsætte på mellelangt sigt, og at ECB har værktøjerne til at opretholde sit inflationsmandat om at holde inflationen tæt på men under 2 pct.

De kommentarer har markederne tolket som en tilkendegivelse om, at hvis de inflationstal for eurozonen, som offentliggøres i dag fredag, fortsat ligger lavt, kan konsekvensen meget vel blive en pengepolitisk lempelse i form af en rentesænkning.

Lise Nytoft Bergmann, Boligøkonom