Nye Nordea-kunder går ind ad den digitale hoveddør

Contact picture
29-04-14 14:47 | Nordea

Nordea fortsætter med at sige goddag til mange nye kunder, og et stigende antal nye kunder melder deres ankomst i banken på nettet, hvor bankskiftet sker nemt og hurtigt. Det fremgår af bankens regnskab for første kvartal, der offentliggøres i dag.

En app, en scanning med mobilen og en bekræftelse på pc’en. Så enkelt blev flere end 1.500 danskere nye Nordea-kunder gennem Bliv Kunde-funktionen på nordea.dk i årets første kvartal. En klar tendens mod det digitale, hvor kunderne foretrækker mobil-, telefon- og netbank, når dagligdagens bankforretninger klares på alle tider af døgnet.

- Vores kunder foretrækker at klare hverdagens bankforretninger, når de har tid, og det ønske opfylder vi gennem net-, telefon- og mobilbanken. Det giver kunderne stor fleksibilitet. Når de andre gange så har brug for den grundige rådgivning om deres økonomi, står vi klar til at hjælpe med ekspertisen og vores dygtige rådgivere, siger Anders Jensen, chef for Banking Danmark i Nordea.

Nordea kan kigge tilbage på et kvartal, hvor både flere private og erhvervskunder valgte at skifte til banken. På erhvervsfronten var det den største portion nye kunder i 13 kvartaler.

Samtidig kan Nordea bryste sig af at være landets eneste bank med en favorabel aftale med Den Europæiske Investeringsfond. Ifølge Anders Jensen er det en aftale til gavn for kunderne, der gennem aftalen får bedre lånemuligheder og bedre priser.

-       Vi ser en solid vækst i antallet af nye kunder i alle erhvervssegmenter og oplever generelt, at mange virksomheder er velpolstrede. Samtidig holder mange igen med investeringerne, og det lægger en dæmper på låneefterspørgslen, siger Anders Jensen.

Stigningen i antallet af både private og erhvervskunder bidrager til et solidt regnskab for årets første kvartal, hvor resultatet før nedskrivninger er steget med to procent sammenlignet med samme periode sidste år.