Hellere kort transporttid end stor bil

30-04-14 14:43 | Bolig | Daglig økonomi

Danmarks Statistik har netop offentliggjort deres årlige Øresundsstatistik. Statistikken viser, at der blot var 3.667, der flyttede fra Danmark til Sverige i 2013. Det er færre end i 2012, hvor antallet af flytninger lå på 3.997 og næsten en halvering i forhold til 2007, hvor der var 6.615 flytninger.

Til sammenligning var der 4.997 flytninger fra Sverige til Danmark i 2013, hvilket er flere end sidste år, men ikke nær så mange som i rekordåret 2010, hvor antallet lød på 5.187. I øjeblikket er der således flere svenskere end danskere, som lader flyttebilen rulle over Øresund.

Boligpriserne forklarer meget af udviklingen

Nettoflytningen fra Danmark til Sverige var størst i 2006. Her rullede flyttebilen næsten 3.000 flere gange fra Danmark mod Sverige end omvendt. På det tidspunkt kostede et hus i Region Hovedstaden på 140 m2 3.384.000 kr., mens det i Stor-Malmø kostede 2.316.000 kr. – dvs. næsten 1 mio. kr. mindre.

Primo 2009 kostede en bolig i Region Hovedstaden og Stor-Malmø stort set det samme. Det ændrede radikalt på flyttemønstret over Øresund, og der var således blot 306 flere danskere, der flyttede til Sverige i 2009 end svenskere, der flyttede til Danmark.

Boligfinten er lukket

Ved udgangen af 2013 lå prisen for en helårsbolig i Stor-Malmø på 2.851.000 kr., mens et hus i Region Hovedstaden kostede 2.607.440 kr. – altså 244.000 kr. mindre. Det betyder at bytteforholdet er ændret markant i forhold til tidligere, hvor man som almindelig dansker kunne få rigtig meget boligluksus for pengene i Sydsverige.

Nu er smuthullet til en billig svensk bolig så blevet eftertrykkeligt lukket, og det er derfor ikke overraskende, at dagens tal viser, at det nu er svenskerne, som er overrepræsenterede i statistikken over Øresundsflytninger. De danske boligkøbere har simpelthen dømt Sverige ude, da bytteforholdet ikke længere er attraktivt. Dermed må man konstatere, at der skal mere end en lækker bil til en billig penge til, før danskerne er villige til at blive grænsependler. Boligpriser og transporttid spiller givetvis også en ganske stor rolle.

En lille men god nyhed for det danske boligmarked

De danske boligejere bør glæde sig over nettoindvandringen fra Sverige, som i 2013 lå på 1.330 personer. For selv om der ikke er tale om nogen mirakelkur, er tilflytningerne trods alt med til at holde en hånd under både handelsaktivitet og boligpriser.

I 2013 blev der i Region Hovedstaden handlet 7.264 lejligheder og 7.185 huse. En del af dem er givetvis gået til nogle af de svenskere eller hjemvendte danskere, som valgte at køre flyttebilen over Øresund.

Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom, Chefanalytiker