Boligejerne høvler gæld af som aldrig før

06-05-14 14:18 | Bolig

En gennemsnitlig boligejer har afdraget 20.444 kr. på sit realkreditlån det seneste år. Det er det højeste beløb nogensinde, hvorfor man må konstatere, at boligejerne høvler gæld af som aldrig før. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Nationalbanks rentestatistik for marts 2014.

Fuld skrald på afdragene

Det seneste år har boligejerne sammenlagt afdraget 30,7 mia. kr. på deres realkreditlån. Fordeler vi det beløb ud på landets ca. 1,5 mio. boligejere, så får vi, at en gennemsnitlig boligejer har høvlet 20.444 kr. af sin realkreditgæld det seneste år. Det er det højeste beløb i statistikkens 12 år lange historie.

Tager vi endvidere højde for, at kun 44 pct. af boligejerne afvikler på deres gæld, betyder det, at en gennemsnitlig boligejer med afvikling, har betalt 46.488 kr. i afdrag på sit lån det seneste år svarende til 3.874 kr. om måneden. Det er igen det højeste beløb nogensinde. Dermed afdrager boligejerne mere nu, end inden de afdragsfrie lån blev indført i oktober 2003. Forskellen er blot, at hvor det tidligere var de mange boligejere, som hver især afdrog lidt, så er det i dag de få boligejere, som afdrager meget.

Den lave rente forklarer de store afdrag

Umiddelbart virker det besynderligt, at boligejerne afdrager så meget på deres realkreditgæld, når så mange danskere har valgt ikke at afdrage. Forklaringen ligger i, at alle realkreditlån udstedes som annuitetslån, hvilket betyder, at man afdrager meget, når renten er lav og lidt, når renten er høj. Og eftersom renten i øjeblikket er rekord lav, når de samlede afdrag op på et historisk højt niveau.

De store afdrag er godt for boligmarkedet

Det store afdrag er i udgangspunktet godt for boligmarkedet. Det betyder nemlig, at boligejerne mindsker deres sårbarhed overfor teknisk insolvens, hvilket igen gavner mobiliteten på boligmarkedet, da det er nemmere at komme videre til bolig nr. 2, hvis gælden i den nuværende bolig ikke er alt for høj. Derved fremmes handelsaktiviteten som igen er med til at løfter priserne i den rigtige retning.

Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom, Chefanalytiker