Pæne afkast i første halvår

Michael Borre
Michael Borre
27-06-14 10:17 | Investering

Har du en del af opsparingen placeret i aktier og obligationer, kan du gå på sommerferie i vished om, at din opsparing her halvvejs gennem 2014 er vokset pænt. Årets første seks måneder har budt på pæne afkast over en bred kam. De globale aktier er steget med knap 8 procent, mens obligationerne har leveret afkast på mellem 3 og 8 procent.

Dermed kan langt de fleste investorer gå på sommerferie med et smil på læben. På aktiesiden har der op til sommerferien været feststemning, og rekorderne har nærmest stået i kø, men også obligationerne har klaret sig pænt. Så både de forsigtige og de risikovillige investorer kan glæde sig over pæne afkast, selvom det ligesom sidste år er de risikovillige investorer med en stor mængde aktier i porteføljen, der har høstet de højeste afkast.

Danske aktier giver alle andre baghjul

Dermed er der få investorer, der har grund til at være decideret utilfredse, men der er til gengæld en del, der har grund til at være mere end almindeligt tilfredse. Danske investorer har nemlig altid haft en forkærlighed for danske aktier, og den strategi har de seneste år været yderst givtig. Sidste år steg de danske eliteaktier, C20-cap, over 30 procent, og i år er aktierne i første halvår steget med næsten 20 procent.

De danske virksomheder har været dygtige til at ryste finanskrisen af sig og levere flotte resultater på både top- og bundlinje, og det har investorerne belønnet ved at sende aktierne i vejret. Det er dog vigtigt at påpege, at et enkelt selskab, nemlig Novo Nordisk, har været en vigtig trækhest i de flotte danske stigninger og dermed bidraget væsentligt til de imponerende stigninger i det samlede indeks.

Kigger man på de 600 største europæiske aktier, er det da også en dansk aktiedarling, der har leveret det absolut højeste afkast i år. Vestas, der trods utallige rutsjeture fortsat er en af de mest handlede aktier herhjemme, er i år steget med over 70 procent, og det gør aktien til den mest stigende i Europa.

Derfor kan aktierne fortsætte op

Dette års stigninger på aktiemarkederne betyder, at aktieopturen nu har varet i over fem år. Men hvor længe kan det blive ved?

Svaret er egentlig simpelt: Så længe virksomhederne kan levere resultater på bundlinjen, kan aktierne fortsætte op. Spørgsmålet er derfor, om virksomhedernes indtjening kan retfærdiggøre yderligere stigninger.

Vi tror på, at virksomhederne også resten af året vil formå at løfte indtjeningen. Aktierne er ikke længere billigt til salg, men vi mener, at de – selv med de seneste store stigninger – er fair prisfastsat. Det betyder, at der er plads til yderligere prisstigninger, hvis virksomhederne fortsat leverer.

Den globale vækst ved at komme op i gear igen, og renterne er i bund. Samtidig er virksomhederne generelt i fin form og klar til at imødegå øget efterspørgsel fra forbrugerne, hvis væksten for alvor tager til. Det understøtter virksomhedernes indtjening og dermed aktierne.

Michael Borre
Chefrådgiver, Nordea