Feriefolket hæver oftere i pengeautomaterne

ATM
04-07-14 16:15 | Nordea

Kunderne har taget godt imod tilbuddet om at hæve valuta i Nordeas pengeautomater, og de benytter sig i stigende omfang af muligheden – især i sommermånederne.

Hen over sommeren sker der – ikke overraskende – en markant stigning i valutaudbetalinger i Nordeas pengeautomater. Men også i forhold til sidste år er der sket en stigning. I løbet af juni måned i år var der en stigning på 67 pct. i forhold til året før.

Formålet med valuta i pengeautomaterne er netop at forbedre kundernes mulighed for at betjene sig selv på det tidspunkt, der passer kunden og dermed undgå at skulle forudbestille eller stå i kø for at afhente i filialernes åbningstid.

På nordea.dk kan man finde den nærmeste pengeautomat med valuta og som noget nyt kan man nu også gå ind på nordea.dk/euro fra sin mobiltelefon og finde den nærmeste automat med euro.

Fakta

  • I løbet af 2013 blev tilbuddet implementeret i 170 pengeautomater rundt om i landet. I dag er tilbuddet udbredt til 184 pengeautomater, hvoraf 169 er tilgængelige hele døgnet alle ugens dage
  • Langt de fleste af pengeautomaterne tilbyder euro, mens nogle få udvalgte tilbyder dollars, britiske pund, svenske og norske kroner
  • Valuta kan udbetales på alle dansk udstedte kort, ikke udenlandske kort
  • Det maksimale beløb du kan hæve (på en dag) svarer til 15.000 kr. Beløbet udbetales i 20 eller 50 eurosedler. Beløbsgrænserne svarer til de eksisterende beløbsgrænser for danske kroner