Her er fælderne boligkøberne bør undgå

08-08-14 13:57 | Bolig

Her er fælderne boligkøberne bør undgå

Der er mange ting, man skal tage højde for, når man skal købe bolig. Det gælder ikke mindst, hvis man er førstegangskøber. Papirerne er mange, og de kan i nogle tilfælde være skrevet i et svært forståeligt sprog. I nogle tilfælde, kan der endda også være oplysninger, som kan påvirke dit boligvalg, men som ikke fremgår, eller ikke fremgår særligt tydeligt. Nedenfor er en liste med 4 af de vigtigste forhold, man bør undersøge, inden man beslutter sig for at købe en given bolig.

1. Undersøg din regning til grundskyld – også din fremtidige

Grundskylden er ikke underlagt et egentligt skattestop men derimod et skatteloft. Det betyder, at den sagtens kan stige fremadrettet – også med et ganske stort beløb. Det er derfor en god idé at undersøge, hvor stor forskel, der er, mellem den værdi, du beskattes af nu, og den værdi din bolig er vurderet til. Er forskellen stor, kan den kommende regning også blive det. I det mest ekstreme eksempel Frederiksberg vil grundskyldsbetalingen på et gennemsnitligt hus fx stige fra det nuværende beløb på 48.000 kr. til 98.000 kr., når de nuværende vurderinger er blevet fuldt indfaset i beskatningsværdien. Stiger grundpriserne yderligere i de kommende år, kan regningen blive endnu større.

2. Tjek din varmekilde og varmeregning

Det er ikke nok kun at kigge på energimærket. Der kan nemlig være stor forskel på varmeregningen på to ellers identiske boliger, selv om begge boliger har samme energimærke. Ofte er det billigst at varme en bolig op med fjernvarme og dyrest med oliefyr, mens naturgasløsningen ligger midt imellem. Men vær på vagt, for der er masser af undtagelser. Fx viser den seneste prisstatistik fra energitilsynet, at hvor det kun koster en familie med et gennemsnitligt hus på 130 m2 knap 8.000 kr. at varme deres bolig op med fjernvarme ved Gartnernes Fjernvarmeanlæg i Odense Nord, så koster det godt 37.000 kr. at varme samme bolig op, hvis fjernvarmen kommer fra Hjortekær i Lyngby. To ellers identiske huse, kan således godt opleve ganske store forskelle i deres varmeregning.

Husk også, at den lave rente betyder, at det i øjeblikket er billigt at låne. Sparer man fx 10.000 kr. om året på en lav varmeregning, kan man for det beløb forrente og afdrage et 30-årigt fastforrentet lån på 200.000 kr. Det kan således godt betale sig at kigge efter et hus med en lav varmeregning, også selv om det er lidt dyrere.

3. Vær opmærksom på udgifter, der ikke direkte vedrører din bolig

Vær også opmærksom på udgifter, der ikke direkte vedrører din bolig, men som alligevel vil belaste dit budget. Tjek fx om kommunen har planer om, at der skal kloakeres, eller om de pønser på at lave vejen om fra offentlig vej til privat fællesvej, hvor beboerne selv skal stå for vedligeholdelse af asfalt, afløb, gadebelysning og snerydning. De begge tilfælde kan udgiften nemlig løbe op i et ikke ubetydeligt beløb, som i værste fald kan få budgettet til at falde fra hinanden.

4. Er din ejendom fremtidssikret

Det er dyrt at handle bolig. Tænk derfor langsigtet. Er din bolig stor nok, til at du kan se dig i den mange år frem, og hvis nej, er det så muligt at ændre på den, så den passer bedre til dine behov. Overvej også, om det overhovedet kan betale sig at ændre på den fx ved at bygge om eller bygge til, eller om det er billigere at købe et større hus eller et hus med en bedre plantegning fra start af. Vælger du ombygger-løsningen, så søg rådgivning om, hvor dyrt det bliver, og læg en plan for, hvor pengene skal komme fra allerede fra start.

Husk også, at det ikke kun er fredede ejendomme, som er underlagt restriktioner. Mange ejendomme er nemlig udpeget som bevaringsværdige – og det er sjældent, det er skiltet særligt tydeligt i salgsmaterialet fra ejendomsmægleren. Det betyder normalt, at de ikke må nedrives eller (i det ydre) ændres eller ombygges uden kommunalbestyrelsens tilladelse. Dette gælder også udskiftning af døre, vinduer, altaner samt ændringer i materialevalg, farvesætning, vinduesformater og udformning i øvrigt. Det kan få betydning for eventuelle ombygningsplaner. Det vil fremgå af lokalplanen for området, hvilke boliger der er udpeget som bevaringsværdig, og hvilke bevaringsbestemmelser, der gælder.

Tjek også matriklens placering i forhold til eventuelle transportkorridorer. En transportkorridor er et område, staten har reserveret til mulige fremtidige veje, jernbaner eller lignende. Er din matrikel beliggende i en transportkorridor, vil den være belagt med restriktioner, som gør det svært at bygge nyt eller bygge om, da staten derved vil skulle betale et større beløb i erstatning ved en eventuel ekspropriation. Derved kan du få svært ved at indrettet dig, som du selv ønsker, ligesom det kan være svært at sælge boligen igen.