Studerende står mere solidt på egne ben end før finanskrisen

15-08-14 13:34 | Daglig økonomi

Unge under uddannelse står mere solidt på egne økonomiske ben i dag, end de gjorde i 2007. For fere forældre har trukket stikket til pengekassen, så kun to ud af tre studerende nu får økonomisk støtte fra deres forældre sammenlignet med for syv år siden. Og partneren står heller ikke længere lige så ofte klar til at punge ud, når kassen er tom.

Derudover har de studerende foden på bremsen, når det handler om det lånefinansierede forbrug, mens de læser. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført for Nordea blandt 18-29-årige om deres økonomi og livsstil.

Finanskrisen kom med fuld fart og ændrede præmisserne i vores privatøkonomi. Og de studerende gik ikke ram forbi. Krisen har gjort en ny mentalitet nødvendig, og samfundets krav til de unge er også strammet op med bl.a. SU-reformens regler om mere aktive studerende og kontanthjælpsreformens mål om at unge under 30 år får uddannelseshjælp på SU-niveau, så de skubbes fra forsørgelse til uddannelse. Der er ikke så meget plads til slinger i valsen nu, som før krisen.

Det lever de studerende af

Undersøgelsen viser, at kun to punkter i de studerendes økonomi er som før krisen. Det er stadig et mindretal, der kan leve af deres SU, og – før som nu- har to ud af tre studerende job ved siden af deres uddannelse, for at få enderne til at mødes.

Og herfra er resten ændret. Flere unge har en opsparing at tære på. De unge holder lidt igen med studielån, ligesom de studerende har foden på bremsen, når det handler om at lånefinansiere privatforbruget med dyre forbrugslån, mens de læser. Andelen af unge der får kontanter af mor og far er faldet med en tredjedel, og det samme gælder andelen af unge, der får en økonomisk håndsrækning af kæresten.

Alt i alt viser undersøgelsen, at de unge i dag står mere solidt på egne økonomiske ben end for syv år siden.

Budgetunderskud på 33.600 kr. hver år

Beskedne leveomkostninger til trods, så vil en studerende, der bor ude være tvunget til at tage stilling til, hvordan de vil finansiere deres årlige budgetunderskud på 33.600 kr. de kan vælge SU-lån, som er et retskrav, hvis de har ret til SU, finde et job eller begge dele. Er man løbet tør for SU, er der heller ikke mulighed for SU-lån.

Selvom økonomien kan være anstrengt for unge, der læser så viser alle beregninger, at en uddannelse er den bedste investering, man kan gøre. Uddannelse er en gevinst både for samfundet og for din egen privatøkonomi, også selvom der løber studielån ind på kontoen undervejs.