Eksperimenter med din økonomi!

Ann Lehmann Erichsen
Ann Lehmann Erichsen
27-08-14 12:10 | Daglig økonomi

Drømmer du om en bedre økonomi?

Ja, hvem gør ikke det. Med en bedre økonomi er vejen til det, du drømmer om kortere.

Hvorfor ikke gøre drømmen til virkelighed og sætte dig selv på spil ved at gøre din økonomi til et pengeeksperiment, hvor du øver dig i at ændre og prioritere dit forbrug. Du kan lade forsøget løbe i en måned eller i et helt år. Du bestemmer selv.

Et mål med dit eksperiment

Inden du kaster dig ud i eksperimenter med økonomien, vil jeg anbefale, at du har klare mål med dit projekt.

• Hvor meget vil du spare op?
• Hvor lang tid skal det tage?
• Hvad skal pengene bruges til?

Når du har svar på de tre spørgsmål, er du klar.

Dyk ned i madkurven

Jeg vil gerne forære dig en besparelse på 1.475 kr. kvit og frit hver måned fremover, hvis du lover mig at dykke ned i din madkurv og lede.

Det er nemlig her du skal finde pengene. En dansk gennemsnitsfamilie med to voksne og børn bruger 5.600 kr. om måneden på mad og drikkevarer inklusive vin, cigaretter osv. Men det er kun de 4.125 kr. som går til at gøre jer mætte, resten går til guf og tomme kalorier.

Kan du vænne dit til leve uden alt det usunde, som du køber i dag, så er du 17.700 kr. rigere om et år, hvis du går i gang nu?

Du kan finde endnu flere penge i madbudgettet, hvis du veksler købebrødet til hjemmebag, og siger farvel til madspild. Se hellere dine madrester og de halvvisne grøntsager i køleskabet som kreative udfordringer. Der er måltider gemt i dem.

Få styr på pengetyven

Du kan finde flere guldgrupper i dit budget, hvis du får styr på hverdagens pengetyve.

Pengetyvene er de små vaner, som de fleste af os har, når vi køber en kaffe på farten til 30 kr. flere gange om ugen, køber sodavand og slik om eftermiddagen, når vi går sukkerkold osv.

Vi tænker ikke over, at alle de små beløb nemt bliver til mange penge på et år. Den feminine ”Cafe latte”-økonomi med slik, kaffe på farten og et blad i tasken koster typisk små 5.000 kr. på et år. Det ved vi fra en undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført Nordea.

Fra mærkevare til no-name

Ser du kritisk på alle varerne i køkkenskabet og i badeværelset, vil du opdage at mange af de mad- og forbrugsprodukter du bruger i dag, findes i en billigere version som er supermarkedes eget ”private label”.

Skifter du til de ukendte mærker og prøver dig frem, kan du høste flere penge til din drøm.

Hold fast i vanerne når du er i mål

Det kan være svært at lægge gamle vaner på hylden. Det gælder både indkøbsvaner og trangen til at forkæle og belønne dig selv i hverdagen. Men hvis du er meget klar på, hvad dine mål er med dit personlige pengeeksperiment, er chancen for at det lykkes for dig meget større.

Når du er ved vejs ende med dit private pengeforsøg, vil du opdage, at dine vaner har ændret sig, hvis du ikke længere kunne drømme om at kyle madrester i skraldespanden eller gå tilbage til dine gamle indkøbsvaner.

Du har sikkert også fået smag for en anden slags luksus, som er meget vanedannende, nemlig at du nu altid forventer, at ”dine penge går længere på litteren” og at det luner med penge til det, du drømmer om.

Hvis du vil holde fast i de nye vaner, kan du med fordel sætte nye mål, for hvor me-get vil du spare op, hvor lang tid det skal tage og hvad pengene skal bruges til?

Ann Lehmann Erichsen
Privatøkonom, Nordea