Nordea Kredit udsteder nu 30-årige 2,5 pct. lån uden afdrag

Lise Nytoft Bergmann
Lise Nytoft Bergmann
01-09-14 16:17 | Bolig

I Nordea Kredit har vi netop besluttet, at åbne for et 30-årigt lån med op til 10 år uden afdrag og med en rente på bare 2,5 pct.

Vi forventer, at efterspørgslen efter det nye lån vil være størst blandt eksisterende boligejere, som i dag har et fastforrentede lån uden afdrag med en rente på 4 pct. eller derover.

I det tilfælde vil der være god mulighed for at konvertere ned i rente. Desuden forventer vi, at lånet vil blive efterspurgt af nye boligkøbere, som ønsker et lån uden afdrag men med en fast rente.

Lavere rente kontra restgæld

I Nordea Kredit har vi udstedt fastforrentede lån uden afdrag med en restløbetid på minimum 20 år og en kuponrente på 4 pct. eller derover for 19,3 mia. kr. Heraf udgør udlånet til de private boligejere 18,2 mia. kr.

Vi forventer, at det nye 30-årigt 2,5 pct. lån uden afdrag vil handle omkring kurs 96,6.

En beregning viser, at boligejerne med eksempelvis et 4 pct. lån på 1 mio. kr. uden afdrag og en restløbetid på 26 år vil spare 720 kr. på den månedlige ydelse efter skat. Ulempen ved at konvertere er dog, at restgældenden vil stige med 60.000 kr.

Hvad kan betale sig?

I det værst tænkelige tilfælde, dvs. hvor de lange renter fortsætter med at falde, vil det tage ca. 6,5 år, før boligejeren er bedre tjent med sit nye 2,5 pct. lån end med sit nuværende 4 pct. lån. Bliver renten på det nuværende niveau, vil boligejeren være bedre stillet med sit nye 2,5 pct. lån i løbet af knap 3 år. Stiger renten, vil boligejeren næsten omgående være bedre tjent med sit nye 2,5 pct. lån end sit nuværende 4 pct. lån.

Gevinsten ved at konvertere vil afhænge af flere faktorer. Generelt kan man dog sige, at jo højere optagelseskurs, jo kortere tid til næste opsigelsesfrist, jo større rentestigning i de kommende år og jo større lån – jo større vil konverteringsgevinsten også blive.

Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom og chefanalytiker, Nordea Kredit