Så faldt huspriserne – men ingen grund til panik

03-09-14 15:56 | Bolig

Juni blev den første måned i 2014, hvor vi kan konstatere, at huspriserne faldt. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistiks månedlige ejendomsprisstatistik for juni 2014. Der er dog tale om et forholdsvist lille fald, og målt som et 3-måneders glidende gennemsnit er der fortsat tale om stigende huspriserne. Vi ser derfor ikke særligt alvorligt på tallene.

Priserne er faldet den seneste måned men steget det seneste år

Dagens tal viser, at huspriserne faldt med 0,9 pct. i juni 2014, mens lejlighedspriserne steg med 1,0 pct. Set over det seneste år er huspriserne dog steget med 1,6 pct., mens lejlighedspriserne er steget med 10,4 pct.

Normalt er det sådan, at det ikke er de helt samme boliger, der sælges i alle måneder. I nogle måneder er der bare lidt flere boliger med dårlig beliggenhed, umoderne planløsning og elendig energirapport. På den baggrund er de faldende huspriser i juni ikke alarmerende. De bekræfter blot det, vi allerede mente at vide. Nemlig at husmarkedet er i gang med at stabilisere sig, men at de normale udsving i de solgte boligers kvalitet også gør sig gældende i øjeblikket. Overordnet set peger prispilen for huse da også fortsat en lille smule op, og vi forventer, at priserne vil være ca. 3 pct. højere ved udgangen af 2014, end de var ved indgangen.

På ejerlejlighedsmarkedet er alt som det plejer – priserne fortsætter op i hastigt tempo, og ejerne plukker derfor ny friværdi hver måned.

Boligejerne vågner rigere op hver morgen det seneste år

Tager vi udgangspunkt i et gennemsnitligt hus på 140 m2, så kostede det ifølge Realkreditrådets og Realkreditforeningen 1.563.000 kr. for ét år siden, dvs. i juni 2013. Ifølge dagens tal fra Danmarks Statistik vil det hus være 1.588.000 kr. værd i dag. Det betyder, at boligejeren har fået en stigning i sin friværdi på 25.000 kr. det seneste år svarende til 2.080 kr. om måneden og 70 kr. om dagen. Det må på trods af faldet i huspriserne den seneste måned fortsat vurderes som en ganske hæderlig gevinst ikke mindst når man tager den i øjeblikket meget lave inflation i betragtning.

Til sammenligning kostede en gennemsnitlig lejlighed på 80 m2 1.531.000 kr. i juni 2014. Ifølge Danmarks Statistik kan den i dag sælges for 1.689.000 eller 158.000 kr. mere. Det svarer til, at boligejerne har fået en gennemsnitlig murstensopsparing på ikke mindre end 13.170 kr. hver måned eller 440 kr. om dagen det seneste år. Det er så stort et beløb, at ejerlejlighedsejerne godt kan gnide sig på lommerne. Det gælder ikke mindst de boligejere, som drømmer om at flytte udenfor byen. Med de moderat stigende huspriser og de voldsomt stigende lejlighedspriser, er det nemlig blevet væsentligt nemmere at realisere drømmen. Simpelthen fordi bytteforholdet er forbedret markant i lejlighedsejernes favør.

Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom, chefanalytiker