Aktiestatus seks år efter Lehman-krak

Michael Borre
Michael Borre
05-09-14 14:33 | Investering

Lehman Brothers var i mere end 150 år et af verdens mest respekterede finanshuse. Men så gik det helt galt, hvilket trak gulvtæppet væk under verdens aktiemarkeder.

For præcis seks år siden indgav Lehman Brothers konkursbegæring, og det blev starten på finanskrisen – en krise, som finansmarkederne har haft svært ved at ryste af sig. Der skulle dog ikke gå længe, før aktierne havde indhentet det tabte.

”Kigger vi på de danske aktier, var de allerede mindre end to år efter Lehman Brothers, nemlig den 11. marts 2010, oppe på samme niveau som før krisen. Og siden er det kun gået en vej. C20-indekset er siden bunden steget med 117 pct., og dermed har de investorer, der investerede i indekset for seks år siden mere end fordoblet deres investering,” siger Michael Borre, chefrådgiver i Nordea.

Også de amerikanske aktier har mere end genvundet formen. De er siden bunden steget med 91 pct., og selv de europæiske aktier, der stadig lever i skyggen af den europæiske gældskrise, er siden bunden steget med 60 pct.

Solidt potentiale for yderligere aktiestigninger

De seneste års store stigninger på aktiemarkederne har fået snakken om en ny aktieboble til at brede sig. Men faktum er, at de store stigninger hænger direkte sammen med virksomhedernes evne til at hæve indtjeningen.

”Generelt er virksomhederne sunde, og de seneste regnskaber peger på, at de også fremadrettet vil være i stand til at hæve bundlinjen og dermed give plads til yderligere aktiestigninger. Derudover får aktierne hjælp fra nøgletallene, der viser styrke og peger på, at den globale vækst langsomt, men sikkert er på vej op i gear,” siger Michael Borre.

Den sektor, der blev ramt hårdest af finanskrisen, er ubetinget finanssektoren, og inden for den sektor har aktierne også haft svært ved at komme tilbage

”Vi ser derfor gode muligheder for at gøre et godt køb inden for finanssektoren, og vi forventer, at sektoren som helhed vil levere solide afkast den kommende tid,” påpeger Michael Borre.