Unge vil hellere spare end låne

10-09-14 15:35 | Daglig økonomi

To ud af tre unge mellem 18 og 29 år har en kontant opsparing. Hos dem, der har penge på opsparingskontoen, står der i snit 59.000 kr. De 573.000 unge med en opsparing har skrabet små 34 mia. kr. sammen i alt. Det viser nye tal som TNS Gallup har indsamlet for Nordea i Nordeas ungdomsindeks.

Ungdomsindekset gør op med fordommen om, at alle unge har overforbrug og lånelyst øverst på deres dagsorden. Den samlede opsparing er nemlig vokset med 10 mia.kr på et enkelt år, og de danske unges kontante opsparinger er således mange gange større end deres samlede forbrugslån.

- Tallene viser, at danske unge har fornemmelse for deres egen økonomi. Meget tyder på, at de mange unge, der eksempelvis får en børneopsparing frigivet, når de fylder 18 år, holder på pengene fremfor at omsætte dem til forbrug, siger Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.

Hun peger på, at det i gennemsnit er 10 pct. af de unge, der har forbrugslån, og i snit skylder hver af de 85.000 unge med forbrugslån 60.500 kr. væk. Deres fælles forbrugsgæld løber alt i alt op i 5,2 mia.kr. Det viser ungdomsindekset.

Samlet set er antallet af unge med forbrugsgæld faldet en smule, mens den enkeltes gæld til gengæld er steget en del i forhold til sidste år. Dykker vi ned i tallene, kan vi se, at det er unge med job, der har den største forbrugsgæld.

Unge i arbejde skylder i snit 102.000 kr. væk, mens unge, der er i gang med en uddannelse, i snit skylder 40.000 kr. væk. Unge ledige har gennemsnitligt en gæld på 63.000 kr.