Nordea i kinesisk investeringssucces

Allan Polack
Allan Polack
16-09-14 14:28 | Investering

Nordea Asset Management har med succes lanceret to investeringsfonde med kinesiske A-aktier.

Myndighederne har tildelt en kvote på 100 mio. dollar, og Nordea har nu investeret hele beløbet i udvalgte kinesiske A-aktier på vegne af institutionelle investorer og retailinvestorer.

- Vores adgang til kinesiske A-aktier har tiltrukket en række førende institutionelle investorer i Norden. Nordea-fonden målrettet institutionelle kunder blev således overtegnet. Vi har også leveret kinesiske A-aktier til relevante retailfonde, siger Allan Polack, leder af Nordeas kapitalforvaltning.

Adgang til verdens tredjestørste aktiemarked

I marts 2014 blev Nordea Asset Management godkendt som kvalificeret udenlandsk institutionel investor i Kina. Noget som kun få udenlandske investorer får adgang til. Godkendelsen giver adgang til at handle direkte på A-markederne på børserne i Shanghai og Shenzhen inden for en tildelt kvote.

Det kinesiske A-aktiemarked er det tredjestørste aktiemarked i verden med omkring 2.500 børsnoterede aktier og en samlet markedsværdi på ca. 4,0 bio. dollar eller næsten på størrelse med børsen i Tokyo. Udenlandske investorer som fx Nordea står dog for mindre end 2 pct. af den samlede børshandel.

Nordea har indgået et partnerskab med Libra for at sikre, at investeringerne foretages på en forsvarlig måde. Libra, der har kontorer i Hongkong og Shanghai, er investeringsrådgiver med speciale i det kinesiske A-marked.