Største børsnotering nogensinde

Michael Borre
Michael Borre
19-09-14 13:38 | Investering

Når Alibaba går på børsen i dag, vil eksterne investorer for første gang få mulighed for at købe aktier i det kinesiske interneteventyr. Der bliver både udstedt nye Alibaba-aktier, og solgt Alibaba-aktier fra nogle af de eksisterende aktionærer.

Udstedelsen af nye Alibaba-aktier betyder, at Alibaba også får tilført penge i børsnoteringen. Baseret på det foreløbige prisinterval vil der i alt blive solgt aktier for 21,8 mia. dollar, hvilket er ny verdensrekord for en børsnotering.

Alibaba får Facebook til at blegne

Da Facebook gik på børsen i 2012 var selskabets markedsværdi 100 mia. dollar. Markedsværdien angiver, hvor meget man skal betale, hvis man købte samtlige aktier i et selskab. De 100 mia. var uhørt højt, og fik mange til at råbe boble efter Facebook. Alibabas markedsværdi står til at blive 167 mia. dollar, når handelen starter på fredag.

Stifteren af Alibaba – Jack Ma – er en tidligere skolelærer i Kina. Siden har han kastet sig over internettet, og det er gået ganske godt. Jack Ma ejer fortsat 8,8% af Alibaba. Hans ejerandel er ikke 100%, da en del andre investorer over tid har investeret penge i Alibaba, og til gengæld fået ejerandele. En ejerandel på 8,8% lyder ikke af meget, men det gør Jack Ma til Kinas rigeste mand.

Alibaba har adgang til verdens største marked

Alibabas kerneforretning er e-handel i Kina, der har 1,4 mia. indbyggere. Til sammenligning bor der 314 mio i USA.

Selvom USA på mange måder er foran Kina, når det gælder udbredelsen og brugen af internettet, så betyder Kinas størrelse, at der alligevel er tale om et væsentligt større internet-marked. Af de 1,4 mia. indbyggere i Kina har de 618 mio. adgang til internettet. Der er således næsten dobbelt så mange internetbrugere i Kina, som der er indbyggere i USA.

Alibaba har over de seneste 12 måneder modtaget 14,5 mia. ordrer på sine e-handelsplatforme. Det svarer til 460 ordrer i sekundet.

Væksten slår de gamle it-vindere

Alibaba har sendt 6,1 mia. pakker til kunderne det sidste år. Til sammenligning sendte det internationale pakkefirma UPS 4,4 mia. pakker i det samme tidsrum.

Der blev handlet varer for 296 mia. dollar på Alibabas e-handelsplatforme sidste år. Det er fire gange mere, end Amazon.com solgte for i samme periode.

I 2009 havde Alibaba en omsætning på ca. en mia. dollar. Fire år senere var omsætningen steget 779% til 8,6 mia. dollar. Så kraftig en vækstrate kan selv de største it-succeser ikke hamle op med. Et af de mest succesfulde it-selskaber gennem tiderne er Microsoft. Helt tilbage i 1988 omsatte Microsoft også for ca. en mia. dollar. Fire år senere i 1992 omsatte Microsoft for 3,7 mia. dollar. En flot stigning på 367%, som dog blegner i sammenligning med Alibabas vækst.

Michael Borre
Chefrådgiver, Nordea