Unge par lever som forældrene

17-10-14 15:21 | Daglig økonomi

Hver tredje unge mellem 18-29 år lever i parforhold. To ud af tre bor til leje, og ni ud af ti har fællesøkonomi. Unge kaster sig ud i samlivet, men øjner ikke svaghederne i privatøkonomien. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført for Nordea. 

De ser hinanden dybt i øjnene og flytter sammen. De får fællesøkonomi, og deres gæld stiger. Undersøgelsen viser nemlig, at samboende har mere gæld fra forbrugslån end unge, der ikke lever i parforhold. Deres fælles gæld kan være op til 40.000 kr. større, end før de flyttede sammen. Dertil kommer, at de samboende oftere har andre lån ud over forbrugslån.

Når unge flytter sammen og bliver et par, er det langt fra farvel til økonomisk tilskud hjemmefra. Hvert femte unge par får kontanter eller regninger betalt af forældrene hver måned. Det er tilskud, der er op til 1.600 kr. værd om måneden.

Fællesøkonomi er meget konkret for unge par, for de deler deres udgifter og forsørger hinanden. Når de har behov for at rådføre sig om økonomiske spørgsmål, er de hinandens første valg som rådgivere. To ud af tre rådfører sig med kæresten, mens kun en tredjedel går ned i banken efter råd. En ud af ti søger aldrig rådgivning om økonomi.

- Her knækker filmen, for mange unges viden om økonomi er usikker og stammer fra forældrene, siger Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen og fortsætter:

- Unge forventer, at banken kan råde dem om alle felter i privatøkonomien. Men desværre ser de omvendt sjældent et behov for, at banken kontakter dem, ligesom de heller ikke selv opsøger professionel rådgivning, siger hun.

Ann Lehmann Erichsen peger på, at det ifølge undersøgelsen er fremmed for alt for mange unge at søge rådgivningen. Og det er det samme som at lukke øjnene for virkeligheden i økonomien, mener hun.

- Det er både godt og skidt, når unge kan og vil selv. Viljen er en styrke, men hvis der ikke er nok kundskab bag, så kører økonomien måske stille og roligt den gale vej, siger hun.

Gode råd til unge der flytter sammen

Undgå at falde i de samme fælder som jeres forældre!

  • Gør fælles økonomi til et fælles ansvar og projekt lige fra starten. Det er det nemlig sjældent for jeres forældre. Her er det ofte far, der styrer excelarket
  • Vær fælles om at lægge et realistisk og udførligt budget. Og gør opfølgning og overholdelse til at fælles ansvar
  • Få en budgetkonto til alle fællesudgifter og en fælles opsparingskonto til fælles projekter
  • Aftal fordelingen i økonomien, hvis den ene part har flere penge end den anden, så skænderier undgås
  • Brug jeres smartphones til at ”gå” i banken med, og få sms-saldokontrol hver dag
  • Hvis I begge skriver under på et lån, er I normalt bundet af det begge to, til det er betalt, også selvom I bliver uvenner og flytter fra hinanden. Tænk derfor over, hvad I låner penge til og hvorfor

unge pars økonomi 18 -29 år 2014 (pdf, 62 KB)