F3- og F5-renten sætter igen bundrekord

11-11-14 13:31 | Bolig

Både F3- og F5-renten sætter igen bundrekord. Det er ikke noget dårligt tidspunkt, eftersom årets store rentetilpasningsauktioner begynder på mandag, hvor lån for over 200 mia. kr. skal have ny rente.

Renten på et F3-lån med præcis tre år til næste rentetilpasning ligger i dag på 0,28 pct., mens renten på et F5-lån med præcis fem år til næste rentetilpasning ligger på 0,50 pct.

Det er de laveste renter, vi nogensinde har set. Til sammenligning ligger renten på et F1-lån på 0,21 pct., men her er der altså ikke tale om nogen rekord, da vi også tidligere har set en F1-rente på det niveau.

Står man i dag og skal optage et F3- eller F5-lån kan det dog gøres til en lidt lavere rente, idet der ikke vil være tre hhv. fem hele år til næste rentetilpasning, men i stedet lidt kortere tid. For at kunne sammenligne renten over tid, bør man dog altid tage udgangspunkt i en fuld 3- hhv. 5-årig rente, hvorfor det vil være de renter, beregningerne nedenfor bygger på.

Renten på de lange rentetilpasningslån er faldet mærkbart

For blot et år siden lå renten på et F3- hhv. F5-lån (med præcis 3 hhv. 5 år til næste rentetilpasning) på 0,70 pct. hhv. 1,35 pct. mod nu 0,28 pct. for F3-lånet og 0,50 pct. for F5-lånet.

Til sammenligning lå renten på et 1-årigt rentetilpasningslån på 0,27 pct., mens den i dag ligger på 0,21 pct. Det er således primært de lidt længere lån, som har nydt godt af det seneste rentefald.

Boligejerne har fået øjnene op for F3 og F5-lånet

F5- og F3-renten er faldet noget mere end F1-renten det seneste år, og på den baggrund kan det ikke undre, at stadig flere boligejere vælger F1-lånet fra.

Ser vi fx på vores egne lånetilbud for oktober måned i Nordea Kredit, så har blot 11 pct. af de boligejere, som stod og skulle optage et nyt lån, og som ønskede et rentetilpasningslån, valgt et F1-lån, mens 45 pct. hhv. 44 pct. valgte et F3- hhv. F5-lån.

For ét år siden, hvor renteforskellen var noget større mellem de korte og lange rentetilpasningslån, valgte 40 pct. af boligejerne et F1-lån, 36 pct. valgte et F3-lån og 24 pct. valgte et F5-lån. Den faldende rente på de flerårige rentetilpasningslån har således bevirket, at stadig flere boligejere har fået øjnene op for, hvor billigt F3 og F5-lånet er til sammenligning med F1-lånet.

Det koster stort set det samme at sikre rente i 1 eller 5 år

Tager man udgangspunkt i en F1-rente på 0,21 pct., en F3-rente på 0,28 pct. og en F5-rente på 0,5 pct., dvs. dagens niveauer, og ligger man den kursskæring på 0,3 pct. til, som der vil blive pålagt ved den kommende auktion, så koster det 3.353 kr. om måneden efter skat at låne 1 mio. kr., såfremt der er tale om et F1-lån, 3.275 kr. såfremt der er tale om et F3-lån, og 3.305 kr. såfremt der er tale om et F5-lån.

Er lånet uden afdrag ligger de månedlige ydelser efter skat på 919 kr. for et F1-lån, 786 kr. for et F3-lån og 891 kr. for et F5-lån. I alle tilfælde er der taget højde for forskelle i bidragssatsen på et F1-lån hhv. F3/F5-lån.

Beregningerne viser, at det i øjeblikket koster stort set det samme, uanset om man låser renten fast i 1, 3 eller 5 år. gør man endda regnestykket præcis op, og lander renten ved den kommende auktion på dagens renteniveauer, så vil det faktisk være boligejere med F1-lån, som vil komme til at sidde dyrest i det i det kommende år.

Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom, chefanalytiker