Vil olieprisen fortsætte ned?

Michael Borre
Michael Borre
27-11-14 11:35

I dag afholder OPEC sit 166. møde, og alt tyder på, at det bliver et nervepirrende et af slagsen. Med en oliepris, der er faldet 30 pct. på et halvt år, er mange OPEC-lande under pres.

Vi venter en reduktion af OPEC’s produktionskvote, men usikkerheden op til mødet er stor.

Sigter mod en oliepris på 100 dollar pr. tønde

De 12 lande i OPEC står for omkring 40 pct. af verdens olieforsyning og kører p.t. efter en produktionskvote på 30 mio. tønder olie om dagen. Kvoten er en samlet kvote for hele OPEC, hvilket er en ændring fra tidligere, hvor hvert enkelt land havde individuelle kvoter. OPEC har ingen officiel målsætning for olieprisen, men det antages, at kartellet sigter mod en oliepris på 100 dollar pr. tønde. Den nuværende oliepris på ca. 75 dollar pr. tønde, er således markant lavere end den uofficielle målsætning.

Det store fald i olieprisen siden juni skyldes en kombination af flere faktorer. Efterspørgslen fra Europa og Kina har vist sig svagere end ventet. Samtidig er udbuddet af olie steget. OPEC selv har produceret mere end sin målsætning på 30 mio. tønder olie om dagen, og produktionen fra USA og Rusland har også været højere end ventet. Resultatet er en oliepris, der er styrtdykket.

Lav oliepris sætter flere OPEC-lande under voldsomt pres

Lande som Iran, Venezuela og Libyen har brug for en oliepris over 100 dollar pr. tønde for at deres statsbudgetter hænger sammen. En oliepris på bare 75 dollar pr. tønde er ensbetydende med store underskud for disse stater, og er derfor ikke holdbar i længden. Også Rusland, som ikke er med i OPEC, er dybt afhængig af oliepenge for at få statsbudgettet til at hænge sammen.

Hvad bliver resultatet af OPEC-mødet?

Spørger man olieanalytikerne, tror halvdelen, at det ender med en reduktion af produktionskvoten. Den anden halvdel tror ikke, at OPEC kan blive enige om en reduktion i produktionen.

Specielt Saudi Arabien ser ud til at have det helt fint med en lav oliepris i en periode. Det kan presse amerikanske producenter af skiffergas og olie ud af markedet, da mange af disse producenter har høje produktionsomkostninger. Derfor kan Saudi Arabien se en fordel i at acceptere den lave oliepris, indtil konkurrencen fra USA er kvalt.

Andre lande som Iran, Venezuela og Libyen har mere hastværk med at få olieprisen op.

Lavere produktionskvote mest sandsynlige scenarie

Vi vurderer, at analytikerkorpset undervurderer OPEC’s vilje til at fremtvinge en højere oliepris. Derfor er det mest sandsynlige scenarie i vores øjne, at OPEC trods alt bliver enige om at sænke den daglige produktionskvote med 1-1,5 mio. tønder om dagen.

Får vi ret i dette, forudser vi et hurtigt spring i olieprisen på 3-5 dollar pr. tønde, hvorefter en mere gradvis stigning kan indfinde sig op til 90 dollar pr. tønde. I modsat fald forudser vi, at de nuværende lave priser er her for at blive og måske kan blive endnu lavere.

Michael Borre,
Chefrådgiver, Nordea