Derfor skal du skrive en ønskeliste

01-12-14 11:18 | Daglig økonomi

Selv om du er blevet voksen, giver det god mening at skrive en ønskeliste – både for din egen og gavegiverens skyld, vurderer Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.

Det er en kæmpe hjælp, hvis du skriver en ønskeseddel og sender den til dem, du er på gave med. Vi kan lære meget af børnene på det punkt. Bed dem om en ønskeseddel, og du får en lang én med mange slags ønsker, både dyre og billige.

Ønskeseddelen hjælper både dig og gavegiver. De kan nemmere finde en god gave, og du tvinger dig selv til at tænke kreativt.

-  Hvis du kommer frem til, at du ikke ønsker dig noget som helst, så er det på med tænkehatten. Der må være noget, du kan blive glad for. Noget spiseligt, noget hjemmelavet, en bog eller et gavekort til planteskolen? En ting er at give, men det er også vigtigt at kunne tage imod, siger Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.

Fordelen ved en ønskeseddel er, at du slipper for at være en del af bytte-køen efter jul, eller en del af det voksende ”jeg sælger gaverne på nettet”- segment efter jul. Og så er du sikker på, at du får det, du går og drømmer om, påpeger hun.

Ønskeseddel eller bestillingsliste

Der findes arge modstandere af ønskesedler, og det skyldes, at ønskesedlen nogle steder er forvandlet til en bestillingsliste.

-  Når ønskelisten ender som bestillingsliste, forstår jeg godt, at den bliver et irritationsmoment fremfor hjælp og inspiration. Det fører nemt til at gavegivning får et dårligt ry. Det bliver umuligt at gøre gaven personlig, og det ender med, at være noget der skal overstås, siger Ann Lehmann Erichsen.

Mange tyr derfor til pengegaver eller gavekort, og her er det vigtigt at tage højde for, hvem modtageren er. Har modtageren har styr på, hvorfor de ønsker sig penge, altså hvad formålet er med de penge? Børn, der sparer sammen til et stort ønske, kan få fuld glæde af et økonomisk tilskud til sparegrisen, så ønsket kommer inden for rækkevidde.

-  Men når min mor giver mig 500 kr., så jeg kan købe noget rart til mig selv ved lejlighed, ender pengene i pungen sammen med de andre penge og bliver brugt til løbende indkøb. Jeg får ikke liiiige købt en ting til mig selv. Derfor kræver pengegaver, at der er en plan hos modtageren, siger Ann Lehmann Erichsen, der opfordrer modtagere af gavekort til at få dem brugt i en fart:

-  Min anbefaling er klar. Brug dit gavekort lige efter jul fx til at forsøde lange januar med, lyder det.