Fire mobilnetværk i Danmark var et for meget

03-12-14 10:24 | Investering

Med dagens nyhed om et joint venture imellem Telenor og TeliaSonera, vil der fremover kun være tre mobilnetværk i Danmark i stedet for fire.

Dermed tilslutter Danmark sig den trend, vi ser i Europa mod øget konsolidering i telesektoren. Fx er det store tyske marked for nylig gået fra fire til tre spillere. Irland har ligeledes bevæget sig fra fire til tre spillere i år.

Danmark er med en befolkning på kun 5,7 mio. et lille land, og derfor var fire mobilnetværk ganske mange for så lille et land. Det er i Europa normalt med 3-4 mobilnetværk i hvert land. Jo større landene er, desto flere netværk er der typisk givet tilladelse til fra myndighedernes side. Danmark falder derfor lidt uden for normalbilledet med hele fire netværk til en ganske lille befolkning.

Dyr investering at opbygge et mobilnetværk fra bunden

Det er selvsagt en ganske dyr investering at opbygge et mobilnetværk fra bunden. Derfor er det afgørende for en teleoperatør at få et stort antal kunder på sit netværk, så den store investering kan tjenes hjem igen. Det har betydet stor konkurrence i Danmark, hvor der ikke er så mange kunder at deles om, som i de store europæiske lande.

Dette er forklaringen på, at en lille konkurrent på mobilmarkedet ofte er meget værre end en stor. De små konkurrenter kæmper med lav kapacitetsudnyttelse på deres dyre netværk. Derfor er deres vigtigste prioritet, at få flere kunder, så de kan skabe en langsigtet bæredygtig forretning.

I lande som Danmark, hvor alle allerede har en mobiltelefon, kan nye kunder næsten kun komme fra konkurrenterne.

Stordriftsfordele er vanskeligere at opnå i Danmark

Vi har kigget på, hvor mange millioner indbyggere, der i gennemsnit er til hvert netværk i de forskellige lande Europa.

Danmark topper listen med bare 1,4 mio. indbyggere til hvert af de nuværende fire netværk. Til sammenligning er der 27 mio. indbyggere til hvert af de tre mobilnetværk i Tyskland. I Sverige er tallet 2,4 mio., mens det er Frankrig er på 16,1 mio.

Selvom det selvfølgelig er en meget større investering at skulle dække Tyskland med et mobilnetværk sammenlignet med Danmark, så er det alligevel væsentligt nemmere at opnå de nødvendige stordriftsfordele, når der er 27 mio. indbyggere til et netværk.

Disse stordriftsfordele er vanskeligere at opnå i Danmark. Derfor var fire mobilnetværk i Danmark sandsynligvis et for meget.

Michael Borre
Chefrådgiver, Nordea