Årsregnskaber: Drama eller dans på aktiemarkederne?

Michael Borre
15-01-15 10:00 | Investering

Regnskabssæsonen blev skudt i gang mandag aften, da verdens næststørste aluminiumsproducent Alcoa leverede deres resultater for 2014. Og det er med en vis spænding, der nu tages hul på årets første regnskaber, i takt med udsvingende på aktiemarkederne ser ud til at tiltage.

 - Vi forventer, at væksten i overskuddene bliver afdæmpet. Det skyldes bl.a. den faldende oliepris, som særligt rammer energisektoren hårdt. Dog regner vi med, at de amerikanske selskaber vil være i stand til at øge overskuddene en smule i forhold til sidste år, siger Michael Borre, chefanalytiker i Nordea.

Det taler for stigninger

Forventningerne til regnskaberne er faldet ganske meget siden 3. kvartal sluttede. Dengang ventede analytikerkorpset en vækst i overskuddene på over 8 pct. I dag er forventningen blot en stigning på ca. 1 pct. 

- Det følger mønsteret fra tidligere regnskabssæsoner, hvor forventningsdannelsen er reduceret op til regnskabsaflæggelserne. Efterfølgende slår hovedparten af regnskaberne så disse reducerede forventninger, hvilket taler for, at regnskaberne vil overraske positivt, påpeger Michael Borre.

Det taler for fald

Omvendt er der også en række faktorer, der taler for, at regnskaberne vil overraske negativt.

- Dollarstigningen har været hurtig og kan ødelægge festen for mange aktionærer. Det er stadig et åbent spørgsmål, hvor meget modvind det har givet de amerikanske eksportselskaber. Samtidig er det overraskende kollaps i olieprisen en joker. Olieprisen er faldet så hurtigt, at det er svært at estimere præcist, hvor meget overskuddene i energisektoren er presset ned, siger Michael Borre.

Netop på grund af dollarstigningen er det forventningen, at danske selskaber vil klare sig bedre, da danske virksomheder drager fordel af den stigende dollar. Dollarstigningen giver således danske selskaber en konkurrencefordel, da danske varer bliver billigere i USA. På andre eksportmarkeder er dette også en fordel, når en dansk virksomhed konkurrerer imod en amerikansk.