Gigantisk millardplan giver optimisme på aktiemarkederne

Michael Borre
22-01-15 10:00 | Investering

Årets første pengepolitiske møde i Den Europæiske Centralbank (ECB) fandt sted i dag, og det blev en historisk dag for Europa. 

Alt for lav efterspørgsel hos de europæiske forbrugere og uhørt lave inflationsforventninger betød, at ECB annoncerede såkaldte kvantitative lempelser på dagens møde.

 - Det er ECB’s forsøg på at kopiere den amerikanske pengepolitik, som i væsentligt omfang anses for at have hjulpet den amerikanske økonomi tilbage på sporet. ECB har annonceret opkøb af statsobligationer m.m. for 60 mia. euro hver måned indtil økonomien igen kommer op i gear. Det svarer til forventningerne i markedet der lå på mellem EUR 50 – 70 mia., siger Michael Borre, chefrådgiver i Nordea. 

Det samlede opkøb forventes at løbe op i godt 1140 mia. euro, svarende til 8500 mia. kr.

Aktiestigninger i sigte

Konsekvenserne af ECB’s historiske tiltag for at hjælpe optimismen tilbage hos forbrugere og virksomheder vil være mangfoldige – ikke mindst investeringsmæssigt.

- De kvantitative lempelser fra ECB kommer ikke overraskende for de finansielle markeder, hvor bl.a. aktiemarkederne i Europa har klaret sig relativt godt i år. Men med Draghis plan forventer vi, at aktiemarkedet vil stige yderligere, og ser vi lidt længere ud i fremtiden vil tiltaget også være understøttende for økonomien og fortsat smitte positivt af på aktiemarkederne, siger Michael Borre. 

Europæiske aktier ser spændende ud

Centralbankens tiltag vil lægge et pres på euroen, hvilket vil gøre europæiske varer billigere uden for Europa og dermed styrke konkurrenceevnen. Eksempelvis vil virksomheder med stor eksport til vækstlokomotivet USA stå stærkt. 

- Vi anbefaler en overvægt af europæiske aktier i porteføljen. Danske aktier vil også på sigt nyde godt af tiltagene – både i form at øget efterspørgsel på nærmarkederne i Europa, men naturligvis også som følge af den relative styrkelse af dollaren, siger Michael Borre.