Januarudsalg på boliger – boligsælgerne bankede udbudsprisen ned

02-02-15 13:49 | Bolig

De danske boligejere sænkede udbudsprisen på deres boliger med 439 mio. kr. i januar 2015. Det er næsten dobbelt så meget som i december 2014, hvor udbudsprisen kun blev sænket med 228 mio. kr. På trods af det store prishug er der dog ingen grund til bekymring for morgendagens boligmarked. Det viser nye tal fra Boliga.dk’s opgørelse over de samlede prisændringer på udbudte ejerboliger for januar 2015.

Kedelig start på året eller naturligt sæsonfænomen?
Umiddelbart kunne man tror, at den store stigning i prisafslaget fra december til januar indikerede, at boligmarkedet var kommet dårligt fra start i 2015. At boligejerne var blevet bekymrede eller modløse overfor salgsprocessen omkring deres bolig, og at de på den baggrund havde valgt at sænke prisen. Men sådan forholder det sig næppe.

For sammenligner vi prisændringerne i januar 2015 med prisændringerne i januar i de foregående år, så fremgår det, at stadig færre boligejere regulerer prisen ned.

Så meget er de samlede udbudspriser blevet sænket med i januar måned de enkelte år:

Januar 2015: 439 mio. kr.

Januar 2014: 513 mio. kr.

Januar 2013: 580 mio. kr.

Januar 2012: 911 mio. kr.

Januar 2011: 572 mio. kr.

Januar 2010: 599 mio. kr.

Januar 2009: 1.567 mio. kr.

Januar 2008: 1.006 mio. kr.

Januar 2007: 570 mio. kr.

Januar måned prishug i udbudsprisen på ejerboliger er således det mindste prishug, en januar måned har budt på siden statistikkens begyndelse i 2007, hvorfor man på trods af den voldsomme stigning fra december 2014 til januar 2015 ikke bør være bekymret for den overordnede udvikling på boligmarkedet.

En gennemsnitlig boligsælger satte prisen ned med 6.214 kr. i januar
Afslaget svarer til, at hvor prisen på en gennemsnitlig bolig, der var til salg på internettet, blev sænket med 6.214 kr. i januar 2015, så var det tilsvarende nedslag på 6.884 kr. i januar 2014, på 7.941 kr. i januar 2013 og på 11.258 kr. i januar 2012. I december 2014 lå det gennemsnitlige prishug på 3.114 kr.

På trods af den store stigning fra december 2013 til januar 2014 er der således ikke noget, der tyder på, at den fremgang, vi har observeret på boligmarkedet de seneste år, er blevet sat over styr i januar.

Derimod skal den store stigning i nedslagene, som boliga.dk har registreret fra december 14 til januar 15, snarere forklares med, at december generelt ikke er en måned, hvor boligsælgerne regulerer ret meget på udbudsprisen på deres bolig – måske fordi boligsælgerne ved, at handelsaktiviteten er lav i december måned, hvorfor et prisnedslag næppe vil generere nogen stor opmærksomhed, eller måske fordi boligsælgerne (på samme måde som boligkøberne) har travlt med alt muligt andet, end at fintune udbudsprisen på deres bolig.

Udviklingen er et godt tegn
Vi anser de generelt faldende nedslag i udbudspriserne som et sundhedstegn for boligmarkedet. De mindre afslag er nemlig tegn på, at boligpriserne er ved at finde sit naturlige leje. Når den udvikling er glædelig, så skyldes det ikke mindst, at mange købere har holdt sig tilbage af frygt for, at priserne skulle falde yderligere, og de derved ville gøre en dårlig handel. Nu er roen ved at indfinde sig i store dele af landet, hvad boligpriserne angår, og på den baggrund forventer vi da også, at både boligpriser og handelsaktivitet vil vise positive takter i 2015.