Har du set din skat dybt i øjnene?

Ann Lehmann Erichsen
Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen
16-02-15 13:23 | Daglig økonomi

Din skat er ofte den sidste, du tænker på at tage nærmere i øjesyn. Men ifølge Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen kan det være en rigtig god idé.

Er skat.dk ikke på listen over mest besøgte hjemmesider på din computer? Det skal du overveje at gøre noget ved. Mange glemmer, at de selv skal følge med i deres skat, hvis de ikke vil risikere at skulle betale forkert skat. Der kan være penge at spare, hvis du fx har haft håndværkere i hjemmet inden for de seneste år.

- De færreste husker at tjekke op på deres skat. Jeg synes, du skal logge ind på skats hjemmeside og få styr på dine tal. På Skats hjemmeside kan du samtidig sikre, at du får de fradrag, du har ret til, siger Ann Lehmann Erichsen.

Vil du være klogere på din skat, kan du tjekke dine egne tal under fanebladet ”skatteoplysninger”, når du er logget ind med dit Nem-ID.  Du kan se dine tal baglæns til 2003 i skattemappen.

- Inden du fordyber dig i de mange tal, så er det skatten for sidste år, du skal fokusere på, siger Ann Lehmann Erichsen.

Får du de fradrag, du har ret til?
Har du haft håndværkere i hjemmet de seneste år, kan du få et fradrag på op til 15.000 kroner pr. år pr. voksen i husstanden. Beløbet er inklusiv moms og omfatter alene håndværkernes arbejdsløn – det er altså ikke muligt at trække materialer og lignende fra.

- Husk at læse, hvilke typer arbejder, der er omfattet af reglerne, før du taster. Desuden er det en god idé at have den originale regning ved siden af dig – der kan du se, hvor stor en andel af omkostningerne, der er håndværkertimer – det er det, du kan trække fra, siger Ann Lehmann Erichsen.

Havde du håndværkere i 2011, 2012 eller 2013, men glemte at indberette det? Så er det ikke for sent. Du kan stadig nå at taste det under ”Glem håndværkerfradrag i 2013, 2012 eller 2011” på Skats hjemmeside.

- Hvis du har glemt at indtaste håndværkerfradrag, kan du få du glæde af fradraget med tilbagevirkende kraft. Et fradrag på 3.000 kroner svarer til 1.000 kroner mere til dig selv, siger Ann Lehmann Erichsen.

Måske har du også ret til et kørselsfradrag og har glemt at indberette det?

Skal du have penge tilbage?
Den 9. marts er din årsopgørelse klar. Den kan du se ved at logge ind på Tast Selv. Så har du svaret på, om du har betalt for lidt i skat eller skal have penge tilbage. Er du én af de heldige, der skal have penge tilbage, får du dem på din nemkonto omkring den 7. april 2015.

Se en film om din skat på: http://bit.ly/1uNZ8Bd