Rentetilpasningsauktion – lidt bedre end i går

24-02-15 14:47 | Bolig

I går tog de første danske realkreditinstitutter hul på forårets rentetilpasningsauktioner, som har betydning for de cirka 105.000 boligejere og 30.000 erhvervsvirksomheder, som skal have ny rente på deres rentetilpasningslån den 1. april 2015. I dag er Nordea Kredit også kommet på banen, og med et godt resultat for boligejerne til følge.

På dagens auktion landede F1-renten på 0,12 pct. inklusive kursskæring (og -0,18 pct. eksklusive kursskæring), hvilket er lidt bedre en de F1-renter, der hidtil er blevet landet på auktionen.

F1-renten – rekord og skuffelse går hånd i hånd

En F1-rente på 0,12 pct. er den laveste rente, vi har set på en rentetilpasningsauktion nogensinde, og på den baggrund bør boligejerne være godt tilfredse med auktionens foreløbige resultat.

Når der formentlig alligevel findes boligejere, som ikke finder det nødvendigt at strække armene helt op over hovedet, så skyldes det, at vores forventninger til auktionerne var endnu større, inden startskuddet lød, end det her opnåede resultat. Inden auktionen gik i gang, forventede vi nemlig, at renten på et F1-lån ville lande på mellem -0,1 og -0,2, dvs. at renten ville blive negativ, og at boligejerne dermed ville stå i den situation, at de ville blive betalt for at låne penge. Sådan gik det dog ikke, og forklaringen skal findes i de generelt stigende renter, som er forårsaget af det mindskede pres på kronen samt den foreløbige enighed om den græske økonomi.

Hvad betyder det for boligejerne?

Tager man udgangspunkt i en boligejer med et F1-lån på 1 mio. kr. og en restløbetid på 29 år, så betyder dagens resultat, at den månedlige ydelse efter skat lander på 3.383, hvis lånet er med afdrag og 703 kr., hvis lånet er uden afdrag. Til sammenligning har boligejerne betalt 3.455 kr. hhv. 919 kr. om måneden det seneste år, hvor renten blev fastsat til 0,51 pct.

I begge tilfælde er der således tale om, at boligejerne får lidt flere penge på lommen i det kommende år. Beløbet syner måske ikke af så meget, men bør betragtes ud fra det gamle ordsprog ”mange bække små”. Det nuværende rentefald bør nemlig ikke stå alene, eftersom renten er faldet stort set konstant siden efteråret 2008, hvor finanskrisen satte de finansielle markeder i brand. Det er således langt fra første gang, at boligejerne har høstet en rentegevinst til glæde for privatøkonomien.

De endelige renter foreligger først torsdag den 26. februar

Rentetilpasningsauktionerne løber over 3 hverdage i Nordea Kredit. Vi kender derfor først de endelige renter torsdag den 26/2. Dagens resultat er dermed blot et pejlemærke for, i hvilket niveau boligejerne kan forvente, deres rente lander, såfremt der ikke sker større markedsbevægelser i løbet af de kommende dage.

Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom