Hver 10. unge dansker overlader økonomien til mor og far

Ann Lehmann Erichsen
Ann Lehmann Erichsen, Nordeas forbrugerøkonom
04-03-15 13:24 | Bolig

Hver tiende af landets unge under 26 år har forældrene i baghånden til at fikse deres privatøkonomi. Det viser en undersøgelse som TNS Gallup har gennemført for Nordea.

En betydelig gruppe unge danskere bliver fjerne i blikket, når snakken falder på privatøkonomi. Lån, skat og forsikringer er ord, der sjældent passerer gennem bevidstheden, og bliver kun brugt i sætninger som ”du har styr på mine forsikringer, ik’ mor?”. De lader ganske enkelt andre klare deres egne finanser. Og det kan både være kæresten eller forældrene, der fikser økonomien, viser en undersøgelse, som TNS Gallup har foretaget for Nordea. Hver 10. unge dansker får sine forældre til at varetage privatøkonomien, ligesom to pct. overlader pengesagerne til en sambo, ægtefælle eller kæreste. Men de unge skal lære at tage ansvar for deres egen økonomi, mener Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.

-      Det er som at lære at cykle. Forældre kan hjælpe til med at styre i begyndelsen, men børnene skal selv træde i pedalerne og lære at holde balancen, siger hun.

Ansvar fra den ene dag til den anden

Fra børn er fyldt 13 år, kan de få et fritidsjob og med forældrenes tilladelse kan de også få et hævekort. Fra de er 15 år, kan unge selv bestemme, hvad de vil bruge deres løn til og få netbank. Og så snart de er blevet myndige som 18-årige, kan de underskrive bindende kontrakter, låne penge og meget mere.

-      Men læringskurven halter efter mulighederne. De unge får mange muligheder og ansvar fra den ene dag til den anden, som de sjældent er klædt helt på til. En del af forklaringen er forældrene. Når de agerer revisor, skatterådgiver og bankmedarbejder for de voksne unge og fikser udfordringerne i privatøkonomien, lærer de unge ikke noget og holdes fast i den passive og udvidende rolle, siger Ann Lehmann Erichsen.

Unge skal være pengevoksne

For omfattende forældrehjælp vænner de unge til at overlade økonomien til andre. Undersøgelsen viser, at mange unge overlader økonomien til en partner, så snart forældrene slipper grebet.

-      Forældrene skal hjælpe, hvis de bliver spurgt. Men kun med råd, ved at vise hvordan man gør og ved at sidde ved siden af, så de unge selv kan næste gang. Ellers vil mange unge forblive børnevoksne i økonomisk henseende alt for længe efter, at de er blevet 18 år, siger Ann Lehmann Erichsen.

Tjek de nemme løsninger her:

-      Med ’saldokontrol’ fra banken modtager du hver morgen en sms med din saldo.

-      Spar op når du bruger dit dankort med SparOp.

-      Få en budget-app, fx lommebudget frawww.raadtilpenge.dk.

-      Tjek din pension påwww.pensionsinfo.dk– alle dine pensionstal er samlet her.

-      Tjek din skat påwww.skat.dk– alle skattetal er samlet her.

-      Husk at tale om penge – og sug tips og råd til dig.

-      Bed om hjælp fra professionelle, der har styr på det!