Boligejerne prioriterer polstring fremfor fornøjelser

22-04-15 14:54 | Bolig

Renten er så lav, at boligejerne nemt kunne ha´ det sjovt på den fede måde, hvor besparelsen ved de billige realkreditlån hurtigt blev omsat til fabelagtige ferie eller flere fornøjelser. Men kigger man på den netop offentliggjorte udlånsstatistik fra Realkreditrådet og Realkreditforeningen for 1. kvartal 2015, så ligner det, at boligejerne hellere vil have planer og polstring end fest og farver. I hvert fald er det de sikre lån, der hitter mest.

Det ser snusfornuftigt ud – fast rente og afdrag hitter

I dag skylder boligejerne 1.455,3 mia. kr. til realkreditinstitutterne. Det er 11,1 mia. kr. mere end for ét år siden. Opdeler vi nyudlånet på låntyper, så viser det sig, at det er de sikre lån, som boligejerne hælder mest til i øjeblikket.

Det seneste år er mængden af fasforrentede lån således steget fra 465,2 mia. kr. til nu 515,1 mia. kr., dvs. med 49,9 mia. kr. mens mængden af variabelt forrentede lån er faldet fra 979,0 mia. kr. til 940,2 mia. kr., dvs. med 38,8 mia.kr.

Samme tendens ses på området for afdragsfrihed, hvor mængden af lån med afdrag er steget fra 633,8 mia. kr. til 671,6 mia. kr. det seneste år, mens mængden af lån uden afdrag er faldet fra 810,4 mia. kr. til nu 783,7 mia. kr.

-       Tallene viser, at selv om boligejerne har haft historisk gode muligheder for at snuppe et billigt lån med en rente tæt på nul, så er det ikke det, der trækker. I stedet vælger de en mere langsigtet løsning, hvor de både sikrer sig mod rentestigninger og samtidig tænker i muligheden for at afdrage og dermed spare op i deres bolig, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea, og fortsætter:

-    Den strategi synes ganske fornuftig i det nuværende marked. For selv om ydelsen på et fastforrentet lån med afdrag på 1 mio. kr. i øjeblikket ligger på 3.770 kr. om måneden efter skat, mens ydelsen på de billigste variabelt forrentede lån uden afdrag kun ligger på omkring 750 kr., så har lån med fast rente og afdrag nogle andre fordele. Herunder at man kender sin boligøkonomi de næste 30 år frem i tiden, og at man løbende oparbejder en friværdi, som kan vise sig nyttig, hvis tilværelsen udvikler sig anderledes end først forventet, siger hun.

Samtidig er en ydelse på 3.770 kr. for et fastforrentet lån med afdrag på 1 mio. kr. stadig at betragte som en lav ydelse, eftersom vi ikke skal mere end 3-4 år tilbage i tiden, før den ydelse også gjorde sig gældende på et F1-lån med afdrag og 5,5 år tilbage for et F1-lån uden afdrag.

Boligejerne i godt humør – tillægslånene er kommet tilbage
For ét år siden lå det samlede realkreditudlån til private boligejere på 1.444,2 mia. kr. nu ligger det på 1.455,3 mia. kr. Det svarer til at nyudlånet er steget med 11,1 mia. kr. – heraf er ligger de 8,1 mia. kr. i 1. kvartal 2015.

-  Boligpriserne er steget det seneste år. Det har drevet friværdierne op. Samtidigt er renten lav, hvilket ikke blot betyder, at mange boligejere har fået reduceret deres månedlige ydelse, det betyder også, at det er blevet billigere at låne penge. På den baggrund er det ikke underligt, at antallet af tillægslån igen stiger, siger Lise Nytoft Bergmann.