Drømmeafkast kræver – stadig – hårdt arbejde

Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen
23-04-15 15:17 | Daglig økonomi

Det er slet ikke nok at lade opsparingen stå på bankkontoen, hvis vi skal have et afkast, vi selv er tilfredse med. Det viser en ny analyse, som TNS Gallup har gennemført for Nordea. For selv om danskerne har skruet en del ned for forventningerne til afkastet på deres opsparing i de senere år ligger de stadig langt over det, en almindelig konto kan give.

Spørger du danskerne, hvilket afkast de vil have på deres opsparing for at være tilfredse, så lander svaret i gennemsnit på 3,67 pct. om året. Dermed har vi skruet afkastforventningerne ned i forhold til opsparingsundersøgelsen fra 2011. Men renterne er også faldet til nye lavpunkter, og derfor skal danskerne ikke gøre sig forhåbninger om at kunne få en i deres øjne tilfredsstillende forrentning ved blot at lade pengene stå på bankkontoen.

Mens danskerne i 2011 i gennemsnit forventede et afkast på i snit 5,28 pct., ligger det i dag på 3,67 pct. Ifølge forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen giver det god mening, da renterne i perioden bare er faldet og faldet. Men det lave renteniveau i dag betyder også, at man er milevidt fra sine afkastforventninger, hvis man bare lader pengene stå på kontoen.

- I år spurgte vi faktisk også om, hvor mange der vil acceptere et negativt afkast på deres opsparing. Det siger sig selv, at det var et spørgsmål, som ingen havde drømt om at stille i 2011, siger forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen.

Der er der dog ingen respondenter i undersøgelsen, der vil godtage et negativt afkast, men alligevel hele 12 pct. af danskerne som faktisk vil være tilfredse med et afkast på 0 pct. Det er uhørt mange, for i 2011 lå tallet på 1 pct., og det vidner om, at danskerne følger meget godt med i renteudviklingen.

- Vi er blevet tilfredse med en meget mindre forretning af vores opsparing. Det tror jeg, vi kan takke de faldende renter og finanskrisen for. Men det kræver stadig, at vi er villige til at investere pengene for at få det ønskede afkast. For ellers forbliver den afkastdrøm altså netop bare en drøm, siger forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen.

Der skal aktier i porteføljen, hvis drømmen skal gå i opfyldelse

Men hvad skal der så til for at få et afkast, der matcher ens drømme og ambitioner?

Hvis man sætter sine penge på en almindelig bankkonto vil man få et afkast på mellem 0-1 pct. alt efter om der var binding på kontoen eller ej.

Investerer man i aktier, er det Nordeas forventning, at man i løbet af de næste 12 måneder vil kunne få et afkast på 4-8 pct., mens man kan forvente at få et afkast på danske obligationer de næste 12 måneder på-2 til +1 pct.  En kombination af obligationer og aktier i en eller anden form forventes altså at kunne skabe et afkast på de knap 4 pct., som danskerne forventer at kunne få. Men det kræver altså, at man er villig til at bevæge sig ud på investeringsmarkederne.

Hvad skal man så vælge, og hvordan kommer man i gang?

Ved at stille dig selv disse fire spørgsmål, kan du blive klogere på, hvad du skal gøre med din opsparing, for at få den bedst mulige rente uden at løbe en større risiko, end du selv ønsker.

Hvor mange penge har jeg brug for her og nu?

Hvornår skal jeg bruge pengene, altså hvad er din tidshorisont?

Hvor stor en risiko er jeg villig til at tage?

Hvem kan hjælpe mig med at rådgive og investere mine sparepenge?

 

Fire fælder, du skal undgå, når du investerer:

Undgå at blive fartblind. Du skal ikke stirre dig blind på de største afkastmuligheder. Husk, der generelt følger en større risiko med, jo større afkastpotentiale, du jagter.

Husk din risikospredning. Læg aldrig alle æg i samme kurv. Spred din risiko ved at investere i både aktier og obligationer, ligesom du også skal sprede dine investeringer over sektorer og geografiske områder.

Kig på omkostningerne. Det er ikke gratis at investere. Derfor skal du være meget opmærksom på, hvad det koster – især hvis du har tænkt dig at købe og sælge aktier og obligationer løbende.

Tjek løbende din opsparing. Det er ikke nødvendigt at holde øje med investeringerne hele tiden. Men du skal huske at holde øje med, at investeringerne stadig ligger inden for den risikoramme, du har besluttet dig for. Ellers kan du blive skuffet, hvis investeringsmarkederne pludselig vender.

Afkast før og nu