Alle betalinger er leveret

04-05-15 15:54 | Nordea

Her til morgen er status, at Nordea har leveret alle betalinger til nattens kørsel planmæssigt, og Nets har bekræftet, at alt er forløbet, som det skal, så beløbene bliver bogført på kunderns konti her til morgen.

En forsinkelse i overførslerne mellem bankerne natten til torsdag betød, at mange kunders løn og betalinger blev forsinkede. Langt størstedelen af overførslerne faldt på plads henover torsdagen, men 50.000 betalinger kunne ikke undgås at blive udskudt  til den næste kørsel mellem bankerne, som fandt sted i nat.

- Det har været en helt uacceptabel situation for mange kunder. Det er vi utrolig kede af. Henover torsdagen og bededagsferien har vores absolut første prioritet været at hjælpe kunderne igennem. Vi har haft dobbelt bemanding - og nu har vi fuld fokus på at komme til bunds i årsagerne, så vi undgår, at noget tilsvarende igen rammer kunderne, siger bankdirektør Torben Laustsen.

Skulle der være kunder, der har lidt et økonomisk tab, i form af fx rykkergebyrer eller overtræksrenter som følge af forsinkelserne, vil de blive kompenseret.