Kæmpe konverteringsbølge er en realitet

04-05-15 16:17 | Bolig

Torsdag 30. april udløb opsigelsesfristen for boligejere, der ønskede at konvertere deres realkreditlån til juliterminen, og vi kan nu gøre status på hvor mange boligejere, der valgte at lægge deres lån om.

Konklusionen er, at konverteringsbølgen vil gå over i historien som en af de helt store konverteringsbølger, hvor boligejere i massevis fik mulighed for at optage et 30-årigt fastforrentet lån med en rente på blot 2 pct.

Der blev opsagt lån for over 100 mia. kr. – største bølge i 10 år

Ved den netop overstående opsigelsesfrist er der blevet opsagt fastforrentede lån for 99 mia. kr. Dertil kommer den seneste uges opsigelser fra DLR Kredit og LR Kredit, som endnu ikke er opgjort, men som forventes at bringe de samlede opsigelser op på over 100 mia. kr.

Det beløb svarer meget godt til de 100-110 mia. kr., vi på forhånd havde forventet, der ville blive opsagt lån for. Samtidigt er det mere end ved de to foregående terminer, hvor konverteringsbølgerne også rullede.

Faktisk skal vi helt tilbage til 2005, hvor de første 4 pct. lån kom på gaden, og hvor boligejere derved fik mulighed for at lægge om fra 6 pct. til 4 pct. i rente, før vi sidst registrerede en lignende stor konverteringsbølge.

De mange opsigelser skal forklares med den historisk gunstige mulighed, boligejerne har haft for at optage et 30-årigt fastforrentet lån til en rente på blot 2 pct.

De hurtigste boligejere har gjort den bedste handel

Mange boligejere venter med at opsige deres lån til dagene lige inden en opsigelsesfrist for at minimere deres differencerenter og dermed de samlede omkostninger ved at konvertere. Det betyder, at antallet af opsagte lån ofte stiger med 60 pct. eller mere den sidste uge inden en opsigelsesfrist. Sådan har det også været denne gang, hvor mængden af opsigelser steg fra 64 mia. kr. til godt 100 mia. kr. den sidste uge af april.

De mange boligejere, der har spekuleret i at minimere deres differencerenter, skal dog ikke glæde sig alt for ubetinget. For godt nok ender de med en lavere regning til differencerenter, end deres konverteringslystne naboer, men samtidigt får de et større kurstab på deres lån, eftersom kursen på de 30-årige 2 pct. dykkede den sidste uge af april.

For hvor kursen på det 30-årige 2 pct. lån med afdrag handlede i kursspændet 99-100 de første 3 uger af februar, dykkede kursen i den sidste uge af april til 97. Det samme kan siges om det 30-årige 2 pct. lån med 10 års afdragsfri, som handlede i kursspændet 98-99 de første uger af februar, men lukkede i lige knap kurs 96 i torsdags.

Samlet set har de boligejere, der har spekuleret i at minimere deres differencerenter, derfor fået en ringere konvertering, end de boligejere, der var hurtigt ude, og omlagde deres lån allerede i starten af februar.

Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom, chefanalytiker