Danskerne snyder sig selv for høje afkast

19-05-15 16:55 | Investering | Opsparing

Danskernes opsparingsvaner står fast, selv om renten på kontoen i banken er omkring nul og er faldet markant gennem flere år. Vores svenske og norske naboer har derimod allerede ændret deres vaner på grund af den lave rente.

De rekordlave renter har ikke fået os til at ændre vores måde at spare op på. Kun én ud af ti danskere oghar ændret investeringsadfærd som følge af den meget lave rente, viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført for Nordea. 

Den lave rente er ikke kommet over night, og da Nordea stillede det samme spørgsmål for seks år siden, var svaret det samme som i dag. Faldende renter får ikke danskerne til at ændre opsparingsstrategi.

”Det er tankevækkende, at en så stor andel slet ikke har ændret deres opsparing, selv om renten er faldet så meget. I dag får man jo stort set ikke noget afkast på hverken sin lønkonto eller på de mest sikre obligationer. På den måde snyder vi os selv for et potentielt bedre afkast ved ikke at spare op mere optimalt i forhold til, hvordan markedet har udviklet sig,” lyder det fra Tine Choi Danielsen, seniorstrateg i Nordea.

Naboerne har ændret adfærd

I 2009 lå resultaterne i Danmark, Norge og Sverige på linje, og det var kun omkring én ud af ti i hvert land, der havde ændret opsparingsstrategi som følge af den lave rente. Ser man på resultaterne i dag, har danskerne ikke rykket sig, mens svenskerne og nordmændene er vågnet op. I dag har hver fjerde svensker og hver femte nordmand ændret deres måde at spare op på som følge af den meget lave rente.

Det er dog langt fra alle danskere, der har behov for a tændre opsparingsmåde, fordi renten er faldet. Hvis man allerede investerer primært i aktier, er der ikke nogen grund til at skifte strategi, hvis man har det fint med risikoen. Men danskerne har traditionelt set været meget glade for at investere i obligationer, ligesom tal fra bankerne også viser, at danskerne har milliarder af kroner stående på deres lønkonti. Og ser man på, hvilke grupper der har ændret deres opsparingsadfærd, er tallene fra TNS Gallup også tankevækkende.

Det er særligt danskere med opsparing på en bankkonto, der fastholder opsparingsvanerne. Og her er renten altså ikke imponerende overhovedet. Mere præcist angiver 87 pct., at den lave rente ikke har fået dem til at ændre opsparingsadfærd.

Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at obligationsinvestorer også har været tilbageholdende med at skifte strategi. Tre ud af ti obligationsinvestorer har således ikke gjort noget anderledes på trods af de seneste års rentefald.

Er danskerne mere forsigtige end godt er?

Lavrentemiljøet betyder, at danskerne skal øge deres risiko, hvis de vil give sig selv chancen for at få et afkast, der blot kan overgå inflationen. Men det betyder også, at danskerne skal være indstillede på at påtage sig større risiko. For mens renten er faldet markant de seneste år, er det gået stik modsat aktiekurserne. Her har investorerne tjent gode penge de seneste år. Men kan den udvikling fortsætte? Begynder man at tage mere risiko og investere i aktier, skal man også være indstillet på, at risikoen for tab også er større. Især på den korte bane.

”Det er en balancegang, som alle investorer og opsparer skal gøre op med sig selv. Hvor meget risiko vil jeg løbe for at få et afkast på min opsparing? I Nordea vurderer, vi, at aktier vil stige 4-8 pct. de kommende 12 måneder. Det er der ingen lønkonto, der kan matche. Omvendt kan vi heller ikke udelukke, at vi kan få en korrektion på markederne, og det skal man også være villig til at tage med,” siger Tine Choi Danielsen.

Hun forklarer, at både ens tidshorisont og risikoprofil i høj grad er med til at bestemme, hvordan man skal investere sine penge. Generelt kan man sige, at jo højere risikoprofil og jo længere tidshorisont, jo flere aktier skal der i porteføljen. Har man en helt kort tidshorisont, kan flere med fordel lade pengene stå i sikkerhed på kontoen..