Det skal du huske efter græske bankåbninger

21-07-15 12:11 | Samfundsøkonomi

Vi rådgiver kunder, der skal til Grækenland, til at tage kontanter i euro med, så man er sikker på at kunne betale for diverse fornødenheder.

Der er fortsat usikkerhed om den finansielle situation i Grækenland. De græske banker åbnede igen mandag 20. juli efter at have været lukket siden 29. juni. Der er fortsat visse begrænsninger på, hvor mange penge der kan hæves i pengeautomaterne. Indtil videre er grænsen 420 euro pr. uge. Samtidig er der også risiko for, at pengeautomaterne løber tør for kontanter.

Er du på vej til Grækenland?

Dit kreditkort burde teknisk set fungere som normalt, men du skal være klar over, at situationen i Grækenland kan betyde, at færre forretninger accepterer betalinger med kort.

Generelt rådgiver vi kunder, der skal til Grækenland, til at følge eventuelle anbefalinger fra Udenrigsministeriet. Der er indført visse begrænsninger på, hvor mange penge der kan hæves i pengeautomaterne. Samtidig er der som nævnt ovenfor også risiko for, at pengeautomaterne løber tør for kontanter.

Overvejer du at overføre penge til Grækenland?

Bankerne i Grækenland er nu åbne igen, men der er fortsat kapitalkontrol på pengeoverførsler til udlandet. I den nuværende situation kan det ske, at pengeoverførsler til Grækenland bliver forsinket, stoppet eller indefrosset. Vi råder derfor til omhyggeligt at overveje nødvendigheden af at overføre penge til Grækenland, så længe der er usikkerhed om den finansielle situation i landet.