Nordea introducerer Touch ID-login til Mobilbank

13-10-15 9:00 | Daglig økonomi | Digital banking

Snart behøver du ikke længere taste CPR-nummer og kode, hver gang du logger ind på Mobilbank. Vi er nemlig på trapperne med en løsning, der vil lade dig logge på nemt og hurtigt med noget, du altid har lige ved hånden: Din finger! 

Touch ID-login bliver et supplement til NemID og tillader dig nemt, hurtigt og sikkert at logge på Mobilbank. Når du logger på med Touch ID, vil du lynhurtigt kunne danne dig et overblik, tjekke mails, se saldobevægelser og overføre penge mellem dine konti. 

”Touch ID-login er et skridt på Nordeas digitaliseringsrejse. Vi vil gerne levere super gode digitale oplevelser til vores kunder, og derfor investerer vi massivt i det digitale område”, siger Torben Laustsen, bankdirektør i Nordea i Danmark.

Første bank i Norden
I slutningen af 2014 var Nordea den første bank i Norden til at introducere Touch ID til en bank-app. Denne app var Nordea Next, som er bankens eksperimentlaboratorium, hvor kunder bliver involveret i produktskabelsesprocessen. 

”Ingen kender kundernes behov bedre end kunderne selv. Det er kongstanken bag Nordea Next”, forklarer Torben Laustsen.

”Med Nordea Next udforsker vi innovative ideer sammen med vores kunder. Det giver os unik og uundværlig indsigt i deres ønsker til vores digitale løsninger. Målet er at få inspiration og udvikle de nye digitale værktøjer, som vi kommer til at rulle ud til kunderne på vores platforme”, forklarer han.

I første omgang kommer Touch ID-login til iPhone-modeller med Touch ID.