Boligejere får negativ rente i julegave

Jul og bolig
23-12-15 14:00 | Bolig

Som følge af dagens rentefastsættelse vil de bedst stillede boligejere modtage 117 kr. hver måned i renteindtægt, som tak for hver 1 mio. kr. de låner af investor. 

”Vi må endnu engang kåre Kort Rente-lånet som det billigste realkreditlån på markedet. De boligejere, der har valgt Kort Rente-lånet for at få den lavest mulige ydelse, kan derfor være godt tilfredse. At der selvfølgelig ikke kan stilles garanti for, at det også vil vedblive med at være sådan fremadrettet, er en anden snak. Stiger renten kan det f.eks. være ganske fornuftigt med en rente, der er fast i længere tid end et halvt år”, siger boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.

Boligejerne skal dog stadig betale bidragssats til realkreditinstituttet, så Kort Rente-lånet er hverken gratis eller indtægtsgivende.

”Eftersom bidragsbetalingen er større, end den betaling boligejerne vil få for at låne penge af investorerne, vil terminsopkrævningen stadig lyde på et positivt beløb. Den negative rente modregnes nemlig i bidragsbetalingen, og først i det tilfælde, hvor renteudgiften er mere negativ end bidragsbetalingen, vil boligejerne opleve, at der triller penge ind på kontoen. Der er vi ikke helt endnu”, siger Lise Nytoft Bergmann.

Konkret ligger bidragsbetalingen for et lån på 1 mio. kr. uden afdrag på 875 kr., og det betyder, at man får en ydelse på 758 kr. før skat og 504 kr. efter skat, hvis man trækker de 117 kr. fra.