Falder du i udsalgsfælden?

04-01-16 8:00 | Daglig økonomi

Næsten en ud af tre danskere indrømmer, at de falder pladask for udsalgstilbud og køber løs, selvom de egentlig ikke har brug for tingene. Det viser en ny måling, som Nordea har fået gennemført af Nordea. Det er lidt flere end for tre år siden, hvor samme måling viste, at det gjaldt lidt mere end hver fjerde. 

”Tilbudsskilte fungerer som psykologiske lommetyve. Det er lokkeord, som slår vores venstre hjernehalvdel fra og får os til at handle impulsivt i stedet for fornuftigt”, siger Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.

Unge og kvinder lader sig mest friste 
Målingen afslører, at danskernes tilbøjelighed til at lade sig friste og købe ting, de egentlig ikke har brug for, er uafhængig af indkomstniveau. Til gengæld er der forskelle at spotte afhængig af alder og køn.

Mens fire ud af ti danskere under 40 falder for tilbud på varer, de ikke har brug for, gælder det kun for to ud af ti danskere på 55 eller mere.

”Vores dankort gløder mest unødvendigt i vores yngre år. Med alderen bliver vi mere fornuftige og bedre til at udvise mådehold. Der er også en forskel blandt kønnene, men det kommer næppe som nogen overraskelse, at kvinder generelt har et mere veludviklet shoppegen end mænd”.

Knap en fjerdedel af mænd bliver fristet af tilbudsvarer modsat lidt over en tredjedel af kvinder.

Sådan klarer du dig gennem januarudsalget 
Ann Lehmann Erichsen anbefaler, at man definerer sine behov og sin beløbsramme, inden man begiver sig ud i udsalgsslaraffenlandet.

”Lad ikke butikkerne bilde dig ind, at der er noget, du ikke kan leve uden. Gør dig selv den tjeneste at overveje, om du reelt mangler noget, og i givet fald hvad. Tjek også, om udsalgspriserne nu er så attraktive. Selvom prisskiltet er gult, behøver prisen jo ikke være lav nok til din smag, og det er op til dig selv at tjekke, hvad varen koster andre steder”, siger hun. 

”Husk også, at der normalt ikke er retur- eller bytteret på udsalgsvarer. Med mindre andet er aftalt ved købet, så kan du ikke returnere udsalgsvaren, hvis du fortryder. Mange butikker giver returret, men gør opmærksom på, at det ikke gælder for udsalgsvarer, så tjek i butikken, inden du køber”.

Læs alle tal fra undersøgelsen her (pdf, 34 KB).