Nordea Invest kåret som Danmarks bedste obligationshus

01-04-16 16:45 | Investering | Awards

Nordea Invest har igen vundet den prestigefyldte pris som Danmarks bedste obligationshus ved Morningstar Fund Awards 2016. Det er en pris, som Nordea Invest har siddet på i seks ud af de seneste syv år.

Morningstar kårer hvert år de bedste afdelinger og investeringsforeninger på det danske marked, og her har Nordea Invest endnu en gang skilt sig ud som den samlet set bedste udbyder af obligationsafdelinger. Den prestigefyldte pris er, med undtagelse af et enkelt år, blevet tildelt Nordea Invest hvert år siden 2010, og den er et bevis for at Nordea Invest trods svingende finansielle markeder har sikret sine investorer gode og konkurrencedygtige afkast på obligationsmarkederne.

”Vi er stolte over at fastholde positionen som Danmarks bedste obligationsforvalter efter et år, hvor det ikke har været let at navigere i specielt det danske obligationsmarked", siger Eric Christian Pedersen, direktør i Nordea Invest.

Dygtige til risikostyring
Kåringen sker ud fra de seneste fem års resultater og under hensyntagen til størrelsen af foreningernes udbud af afdelinger. Ifølge Morningstar er prisen en anerkendelse af de foreninger, der har tilbudt investorerne et udbud af afdelinger, der har ligget i den bedste ende af markedet.

"De seneste år har været både udfordrende og uforudsigelige. Derfor er det de obligationsudbydere, der løbende har været bedst til risikostyring og til at vægte deres porteføljer optimalt, der har klaret sig bedst. At vinde prisen som bedste obligationsforvalter igen viser, at vi i Nordea Invest har valgt den rigtige strategi og har et holdbart og godt setup i den måde, vi investerer på", siger Eric.