Sådan bryder du pengevanernes magt

21-07-16 15:00 | Daglig økonomi

Hvor bliver pengene af hver måned? De forsvinder mellem dine hænder. Nu må det stoppe. Du VIL gøre det anderledes! Fra i morgen er det slut med at spilde dine penge på alt muligt, som du ikke har så meget glæde af. Ikke mere to-go kaffe eller dyr sandwich til frokost. 

Hensigten fejler ikke noget, men det holder bare ikke. Det er svært at omsætte ønsket om nye vaner til handling. Heldigvis kan moderne adfærdsforskning hjælpe. Metoden hedder ’nudging’, altså at blive puffet i den rigtige retning. Du kender det sikkert fra fodspor på gaden, der viser vejen til affaldsspanden og hjælper dig med sende affaldet i spanden frem for på gaden.

I forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsens guide kan du finde hjælp til at nudge dig selv til mere bevidste valg i din økonomi. Ud over principperne om nudging skal du også lære at tænke negativt om den vane, du vil af med. Skræmmebilleder eller antireklamer hjælper dig med at kvitte vanen ved at vække afsky eller modstand inde i dig.  

Guide: Nudge dig selv til plus på kontoen

Ann Lehmann Erichsen

Hvilke vaner vil du nudge?
Først og fremmest skal du sætte ord på, hvilke vaner du er træt af. Er det dyrt forbrug i hverdagen eller andre dyre pengevaner, som irriterer dig?

Hvad koster vanen?
Du skal regne på, hvad vanen koster dig i løbet af et år, for dyre vaner koster mere, end du tror. Dræner kaffetørsten din økonomi, fordi du køber kaffe til 30 kr. på vej til arbejde hver dag? Så når du at fyre 6.500 kr. af på to-go-kaffe i løbet af et arbejdsår! Eller lokker sandwichen også 45 kr. op af lommen på dig hver dag på jobbet, så du bruger 9.720 kr. på at blive mæt året rundt?

Hvorfor irriterer vanen dig?
Er vanen dyr, så den står  i vejen for dine drømme om fx at få flere oplevelser eller en bedre bolig? 

Lav dine egne skræmmekampagner
Når du skal lave vaner om, skal du tænke dårligt om dem. Lav din egen 'antireklame' i din fantasi. Når du skal til at gøre det, du faktisk helst vil lade være med, hiver du antireklamen frem fra fantasien. Så mister du lysten til at gøre det ”forbudte”.  

Jeg har lavet et par eksempler på antireklamer, som kan hjælpe dig på vej.  

Antireklamen mod kaffetørst til mange tusind kroner hvert år er et stort skraldebjerg af snavsede engangskopper på en skraldeplads. Tillykke, du har brugt 6.500 kr. på alt dette skrald, som i dag er en belasting. 

Antireklamen mod den dyre sandwich på jobbet er en tyk, behåret herremave, der falder ud over bukselinningen. 

Det bedste ved at lave vanen om og få en ny vane er …
Byg selv på sætningen:

… at jeg kommer til Paris i maj.

… jeg kommer til at se Arsenal spille på hjemmebane næste år.

… jeg har råd til at låne til den bolig, jeg drømmer om. 

Kollage på køleskabet
Det er nemmere at holde fast i den nye vane, med et postkort fra Paris, en Arsenalbillet eller billedet af din nye bolig altså det du opnår pga. din nye, bedre vane. Dit køleskab bliver en kollage af antireklamer altså noget grimt og noget rart, som du drømmer om.

Nye vaner er en prøvelse: Hold ud
Nye vaner kommer ikke af sig selv. Det er hårdt arbejde. Det kan godt være, at du falder i ind i mellem, men jo mere du øver dig, jo bedre bliver du til at få nye vaner og holde fast i dem.