Har du styr på budgettet?

19-08-16 10:45 | Daglig økonomi

Blev ferien dyrere end ventet? Så er det måske tid til at få kigget på budgettet. Syv ud af ti danskere lægger budget, men mange kan alligevel ikke forstå, hvor pengene bliver af. Typisk fordi der er en masse udgifter, de slet ikke budgetterer med.

Måske var det posten ”ferie”, der manglede i dit budget i år? Eller hvad med mad, tøj, sko, frisør, biografbilletter, restaurantbesøg eller online-køb?  Hvis du ikke helt har styr på de poster, er du langt fra alene. For mens mange danskere faktisk helt frivilligt har lagt budget, er det de færreste, der inkluderer andet end de faste udgifter. Resten af pengene bruger de uden helt at vide, hvor meget det egentlig løber op i.

- Det er afgørende at vide, hvor meget man egentlig sidder for. Vi ved fra en tidligere undersøgelse, at 46 procent af os ikke aner, hvad vi sidder for om måneden. Derfor skal du lægge budget eller opdatere det budget, du allerede har, for at kunne svare dig selv på, hvad du sidder for hver måned, lyder det fra forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen, der anbefaler, at man bruger et budgetredskab.

Men det er typisk ikke nok at kende de faste udgifter. Dels skal budgettet løbende opdateres for at sikre, at det er de rigtige tal der står i det. Og så er der jo alt det, som IKKE står i budgettet:

- Når de faste udgifter er sat i system, har du det samme tilbage hver måned til løbende forbrug. Det beløb skal dække mad, tøj, gaver, rejser, møbler og så videre. Her er det en rigtig god idé at få overblik over, hvor meget du bruger, så du kan få dit rådighedsbeløb til at række langt. Det gør du ved at samle dine kvitteringer fra dine køb og indkøb. Når du ser nærmere på, hvordan dine penge ’får ben at gå på’ hver måned, bliver du klogere på dit personlige forbrugsmønster og dine pengevaner – og kan ændre dem, hvis det er nødvendigt, foreslår Ann.

Undersøgelsen om budget viser:

  • 70 ud af 100 danskere lægger budget. De gør det for deres egen skyld. Ingen har bedt dem om det
  • Kun 7 ud af 100 danskere lægger budget, fordi banken har sagt, de skal
  • 23 ud af 100 danskere lægger ikke budget. De mener ikke, de har behov
  • 4 ud af 100 danskere gider slet ikke lægge budget. Det svarer til 150.000 voksne
  • Unge under 26 år fylder meget i gruppen, der ikke gider budget. Hver 10. gider ikke

TNS Gallup for Nordea. 1055 interview i repræsentativ stikprøve af personer i alderen 18-65 år.

Sådan får du styr på hele budgettet

Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom

  • Få styr på hvad du sidder for hver måned, og brug altid et budgetskema. Du kan se en budgetfilm på nordea.dk/budget og hente et budgetskema.
  • Lav budget for et helt år, for at få et retvisende billede af din samlede udgift hver måned året rundt. Husk at tage højde for helårlige, halvårlige og månedlige udgifter. 
  • Få en budgetkonto!  Her indsættes et fast beløb fra din lønkonto hver måned, og fra budgetkontoen betales de faste udgifter så hele tiden og til tiden. Men husk, at regninger kun betales, hvis der er penge på budgetkontoen. I begyndelsen skal du sætte ekstra ind på budgetkontoen, fordi udgifterne som regel forfalder i klumper.  
  • Få  overblik over dit øvrige forbrug, så du kan få dit rådighedsbeløb til at række langt: saml dine kvitteringer og se nærmere på, hvordan dine penge ’får ben at gå på’ .  
  • Sæt beløb på de løbende udgifter, så de ikke fylder mere end de skal. Mad 4.000 kr. hver måned, tøj 500 kr. osv.