Dansk økonomi vejrer morgenluft

04-05-10 9:00 | Pressemeddelelse

Dansk økonomi er på vej mod lysere tider, men sat overfor en række udfordringer, vil der være en samlet vækst på 1,7 pct. I 2010, vurderer Nordeas økonomer i analysen, Økonomisk Perspektiv.

Indtil videre har 2010 været præget af stor dramatik på den økonomiske front. De udtalte gældsproblemer i en række EU-lande med Grækenland i spidsen har været dagsordensættende. Europa har oplevet en af de koldeste vintre i nyere tid, og asken fra det islandske vulkanudbrud har endnu ikke forladt det europæiske luftrum.

- Derfor er der så meget desto større grund til at glæde sig over, at en lang række økonomiske nøgletal nu indikerer, at Europa og dermed også Danmark endegyldigt er på vej ud af den økonomiske krise, siger Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen.

- Efter sidste års historisk store fald i BNP på 4,9 pct. er dansk økonomi igen på vej mod lysere tider. Tillidsindikatorerne er høje, boligmarkedet er stabiliseret, og vores vigtigste eksportmarkeder er inde i et positivt vækstforløb. Samtidig er privatforbruget blevet stimuleret af skatte- og rentelettelser, og der er fortsat et mærkbart løft i den økonomiske vækst fra et større offentligt forbrug, siger Helge J. Pedersen.

Overfor de mange plusser står dog en række udfordringer. Arbejdsløsheden er steget mindre end ventet men dog betragteligt. Antallet af konkurser er rekordhøjt, og der er flere og flere tvangsauktioner. Samtidig lægges der op til besparelser på de offentlige finanser over de kommende år.

- Samlet tegner det et billede af 2010, hvor en moderat vækst langsomt vil trække dansk økonomi mod lysere tider. Vi tror, at denne tendens vil fortsætte ind i 2011 og venter derfor en økonomisk vækst i begge prognoseår på ca. 1,7 pct. siger Helge J. Pedersen.

Han vurderer, boligmarkedet nu er vendt til det bedre. Den stigende handelsaktivitet og stigende priser kan få en afgørende betydning for stabiliteteten i det økonomiske opsving.

- Boligmarkedet er i første omgang vendt i Østdanmark og i de større byer. Vi venter, at denne udvikling vil brede sig ud i afkrogene af landet over de kommende år, men forventer ikke dramatiske prisstigninger. Vi står trods alt over for en periode, hvor stimulansen fra den lempelige pengepolitik bortfalder, ligesom finanspolitikken står over for en opstramning. På den baggrund ventes boligpriserne at stige med 4 pct. på landsplan i år og yderligere 2 pct. i 2011, vurderer Nordeas cheføkonom.

Se interview med Helge J. Pedersen og download rapporten www.nordea.com/

Yderligere information:

Cheføkonom Helge J. Pedersen 33 33 31 26

Senioranalytiker Troels Theill Eriksen 33 33 24 48