Casper von Koskull ny i Nordeas koncernledelse

01-06-10 14:00 | Pressemeddelelse

Casper von Koskull tiltræder 1. september som medlem af Nordeas koncernledelse med ansvar for Corporate Merchant Banking & Capital Markets. 1. juli træder Carl-Johan Granvik tilbage fra sin stilling som Chief Risk Officer i Nordea. Han afløses af Ari Kaperi, der er medlem af koncernledelsen. Carl-Johan Granvik går på pension ved udgangen af 2010.

Casper von Koskull tiltræder 1. september som nyt medlem af koncernledelsen i Nordea. Han har en lang karriere inden for bankverdenen bl.a. med ledende stillinger i UBS og Citibank. I de seneste 12 år har han været hos Goldman Sachs, senest som Managing Director og Partner i Goldman Sachs International og leder af Nordic Investment Banking.

For yderligere at styrke Nordea som en kundeorienteret relationsbank og sikre, at alle Nordeas service- og produktkompetencer tilbydes de store erhvervskunder, oprettes et nyt område, Corporate Merchant Banking & Capital Markets, under ledelse af Casper von Koskull. Området omfatter de nuværende enheder Corporate Merchant Banking, Financial Institutions og Capital Markets Products. Corporate Merchant Banking vil fortsat arbejde tæt sammen med Nordic Banking, og Capital Markets Products vil fortsat betjene alle kundesegmenter.

- Udnævnelsen af Casper von Koskull er et vigtigt skridt på vejen mod Great Nordea. De kvalifikationer og den viden og erfaring, han bringer med sig, vil bidrage væsentligt til Nordeas strategi om at blive den førende bank blandt de største erhvervskunder på alle de nordiske markeder. Jeg ser frem til at byde Casper von Koskull velkommen i Nordeas koncernledelse, siger Christian Clausen, koncernchef.

Carl-Johan Granvik træder ud af Nordeas koncernledelse 1. september. Efter mere end 35 år i Nordea, heraf som Chief Risk Officer (CRO) siden 2000, har han nu besluttet at træde tilbage som CRO for at gå på pension ved udgangen af året.

- Efter at have udskudt sin pension som følge af finanskrisen, har Carl-Johan Granvik besluttet, at han nu på ansvarlig vis kan trække sig tilbage. I kraft af sine personlige egenskaber og store erfaring har Carl-Johan været med til at forme og udvikle Nordea og sikre vores stabilitet under finanskrisen, siger Christian Clausen.

Ari Kaperi overtager stillingen som CRO. Ari Kaperi har været medlem af Nordeas koncernledelse i to år med ansvar for Institutional & International Banking. Før det har han haft flere ledende stillinger i Nordea.

- Jeg er meget glad for, at Ari Kaperi har sagt ja til at overtage stillingen som CRO. Han vil forene kontinuitet med den konstante udvikling, der er nødvendig for at fastholde den disciplinerede risikostyring, som har været så vigtig for Nordea, siger Christian Clausen.

Som følge af ændringerne i koncernledelsen vil der også ske justeringer i koncernens organisation. Nordea koncernens integrerede driftsmodel fastholdes imidlertid, og Nordea vil fortsat have fokus på at skabe en stærk universal relationsbank.

Nordeas koncernledelse fra 1. september 2010:

Christian Clausen , koncernchef.

Peter Schütze , leder af Nordic Banking og landechef i Danmark.

Casper von Koskull , leder af Corporate Merchant Banking & Capital Markets.

Gunn Wærsted , leder af Shipping, Private Banking & Savings Products og landechef i Norge.

Michael Rasmussen , leder af New European Markets samt Banking Products & Group Operations.

Fredrik Rystedt , leder af Group Corporate Centre samt Chief Financial Officer og landechef i Sverige.

Ari Kaperi , leder af Group Risk Management og Group Human Resources samt Chief Risk Officer og landechef i Finland. Ari Kaperi overtager sit nye ansvarsområde 1. juli, men frem til 1. september fortsætter han også som leder af Institutional & International Banking. Ari Kaperi overtager posten som formand for direktionen i Nordea Bank Finland 1. juli.

Yderligere information:

Christian Clausen, koncernchef, +46 8 614 7804

Claus Christensen, pressechef, Danmark, 33 33 12 79