Dansk økonomi oppe i gear

30-08-10 9:00 | Pressemeddelelse

Dansk økonomi er tilbage på vækstsporet. Og selvom afmatningen på det amerikanske marked og næste års stramning af finanspolitikken kan lægge en dæmper på udviklingen, står vi ikke over for en ny recession, lyder det i Nordeas seneste rapport, Økonomisk Perspektiv.

Det er ikke kun vejret, som viser sig fra den efterårsagtige side med regn og rusk. Også verdensøkonomien synes nu at være blevet grebet af en efterårsstemning, og væksten ser ud til at have toppet i denne omgang. Ikke mindst i USA og Kina er der nu klare tegn på afmatning, mens euroområdet fortsat holder dampen oppe.

- Det er normalt sådan, at når den amerikanske økonomi går ned i tempo, så sker det også i Europa inden for et par kvartaler, men vores hovedscenario er ikke baseret på, at verden står over for en ny recession, siger Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen.

- Fremgangen i euroområdet skyldes især, at det tyske vækstlokomotiv for alvor er kommet op i fart, og det borger også godt for den danske økonomi, fordi Tyskland er vores største handelspartner. Det vil klart gavne eksportvirksomhedernes situation over det kommende år, siger Helge J. Pedersen. Han understreger, at det også er godt nyt, at Sverige, Danmarks næststørste eksportmarked, også kører derud af for tiden.

- Men væksten i dansk økonomi skyldes især husholdningerne, som har drevet opsvinget i gang, fordi de nu igen svinger dankortene flittigt. Og den udvikling er klart understøttet af lettelserne i indkomstskatten og de rekordlave renter, siger Nordeas cheføkonom.

- Vi har set en klar bedring på arbejdsmarkedet i løbet af 2010, men vi regner dog først med, at arbejdsløshedskurven for alvor knækker i 2011. På boligmarkedet ser vi en forsigtig fremgang med stigende handelsaktivitet og stigende priser godt understøttet af de lave renter, siger Helge J. Pedersen.

- Næste års opstramning af finanspolitikken vil selvfølgelig lægge en dæmper på udviklingen, men vi føler os trygge ved, at det offentlige nu overdrager vækst-depechen til det private. Penge- og finanspolitikken virker fortsat stimulerende på den økonomiske aktivitet. Der er ingen grund til at vente en markant stigning i Nationalbankens rekordlave udlånsrenter over det kommende år, og derfor er der næsten tale om en perfekt timing af opstramningen af finanspolitikken.

- Men hvis det alligevel skulle vise sig, at det økonomiske opsving endnu ikke er selvbærende, har Danmark heldigvis bedre mulighed for at atter at sætte gang i økonomien end så mange andre lande, fordi vores offentlige finanser trods alt er i en relativt fornuftig forfatning, siger Helge J. Pedersen.

Download rapporten

Yderligere henvendelser til:
Cheføkonom Helge J. Pedersen 33 33 31 26
Senioranalytiker Troels Theill Eriksen 33 33 24 48
Senioranalytiker Jan Strørup Nielsen 33 33 51 15