Dansk økonomi holder fast i væksten

07-06-12 9:00 | Pressemeddelelse

Nordea skruer ned for forventningerne til dansk vækst i år, men fastholder prognosen for 2013.

Nordeas seneste analyse, Økonomisk Perspektiv, viser, at verdensøkonomien fortsat er i fremgang, men at vækstbilledet samtidig er blevet mere differentieret over de seneste måneder. Mens amerikansk økonomi er på vej mod et selvbærende opsving, synes Europa på vej i dyb krise.

- Høj vækst findes fortsat kun blandt emerging markets landene, som på et tidligt tidspunkt har imødegået tegnene på økonomisk afmatning gennem en lempelse af pengepolitikken. Vi har derfor valgt at fastholde vores forventning om en global vækst i år på 2,8 procent, mens forventningerne til 2013 er skruet ned til nu 3,2 procent mod 3,4 procent i marts, siger Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen.

Danmark – en sikker havn
I lyset af den eskalerede gældskrise i eurozonen har de nordiske lande cementeret deres position som sikre havne på de finansielle markeder. Det har resulteret i rekordlave renter og markant styrkede valutaer for ikke euro-landene.

- Det skyldes ikke mindst fine offentlige finanser, og Danmark, Norge og Sverige viser desuden flotte overskud på de eksterne balancer. Kombineret med en relativt lav ledighed og inflation vinder de nordiske lande dermed den økonomiske skønhedskonkurrence med eurozonen stort, siger Nordeas cheføkonom.

- Det giver sig også udtryk i, at de fire nordiske lande tilhører den eksklusive gruppe af lande i verden, som kan bryste sig af at score topkarakter fra de store globale rating-bureauer, siger Helge J. Pedersen.

Krisen i euroområdet, en uforløst situation på boligmarkedet og en stor tilbageholdenhed i husholdningerne har over de seneste måneder sendt kuldegysninger gennem dansk økonomi.

- Den gode nyhed er, at renten er rekordlav på grund de relativt flotte offentlige finanser, som har sikret Danmark en fast position som sikker havn på de finansielle markeder. På den baggrund venter vi, at økonomien i år vil vokse med godt én procent stigende til 1¾ til næste år, siger Helge J. Pedersen. Den beskedne fremgang vil primært blive skabt af en stigning i såvel det private som det offentlige forbrug, ligesom investeringsaktiviteten igen vil begynde at yde et positivt vækstbidrag til dansk økonom, siger han.

- I forhold til vores seneste prognose fra marts er der tale om en mindre nedjustering af vækstforventningerne til dansk økonomi i 2012, mens vi holder prognosen for 2013 uforandret.

- Udsigterne til økonomisk vækst i år på bare én procent betyder, at arbejdsløsheden vil ligge stort set uforandret resten af året. Herefter vil der skabes så meget fremgang i økonomien, at beskæftigelsen langsomt vil begynde at stige igen. Men der er på ingen måde udsigt til nogen jobfest henover prognosehorisonten, siger Helge J. Pedersen.

Se rapporten på nordeamarkets.com

Yderligere henvendelser til:
Cheføkonom         Helge J. Pedersen      33 33 31 26
Senioranalytiker    Jan Størup Nielsen     33 33 31 71