Nordea offentliggør årsrapport i dag

12-02-15 9:00 | Pressemeddelelse

Nordea offentliggør i dag sin årsrapport på nordea.com med oplysninger om koncernens udvikling og aflønning af topledelsen.

Rapporten beskriver Nordeas fortsatte rejse mod fremtidens relationsbank. I 2014 bød Nordea 90.000 nye fordel+, premium- og private banking-kunder velkommen. Banken har nu 3,2 mio. relationskunder. Derudover blev Nordea af Greenwich valgt som den førende bank for store erhvervskunder i Norden og tog et stort skridt mod at konsolidere sin position som den største udbyder af kapitalforvaltning i regionen. Kapital under forvaltning steg til et rekordhøjt beløb på EUR 262 mia.

Den hurtige ændring i kundernes adfærd fortsatte i løbet af året, hvor digitalisering var den primære drivkraft bag ændringerne i banksektoren. I efteråret lancerede Nordea et program, der skal sikre udvikling af endnu mere personaliserede løsninger, der er nemme for kunderne at bruge. Som led i programmet, der også præsenteres i årsrapporten, øges it-investeringerne med 30-35 pct. de kommende år, og nye kernebank- og betalingssystemer udvikles.

Af årsrapporten fremgår også aflønningen af koncerndirektionen i 2014. Koncernchefen modtog i alt EUR 2,4 mio. i 2014 sammenholdt med EUR 2,2 mio. i 2013. Stigningen skyldes en bedre opfyldelse af målene for den variable løndel, der bl.a. knytter sig til kundetilfredshed og finansielle resultater.

- Det er Nordeas politik at tilbyde konkurrencedygtige, men ikke markedsledende lønninger til alle medarbejdere, herunder koncernchefen og koncernledelsen. I lighed med tidligere år afspejler niveauet, at Nordea er en af de største banker i Europa og et af de største selskaber i Norden, siger Marie Ehrling, formand for aflønningskomiteen og næstformand for bestyrelsen.

Årsrapporten kan downloades på www.nordea.com/ir. Corporate Social Responsibility (CSR) Report 2014 og Capital and Risk Management (Pillar III) Report 2014 vil også kunne downloades på websitet i dag.

Yderligere information:
Claus Christensen, leder af Group Communications, 25 24 89 93

 
Informationen indeholdt i denne pressemeddelelse er i overensstemmelse med det, som Nordea er pålagt at offentliggøre i henhold til den svenske lov om handel med finansielle instrumenter (1991:980) og/eller den svenske lov om værdipapirmarkeder (2007:528).