Auktionerne over rentetilpasningslån er slut

27-02-15 10:00 | Bolig

Rentetilpasningsauktionerne er ovre for denne omgang, men for boligejerne venter endnu et lille stykke arbejde. For indberetter de ikke deres nye renteudgift til skat, kan de forvente at få en ekstraregning, når årsopgørelsen for 2015 ligger klar ved denne tid næste år. I så tilfælde kan den nuværende glæde ved de lave renter hurtigt blive vendt til ærgrelse over en kedelig regning.

For et lån på 1 mio. kr. kan skattesmækket potentielt løbe op i over 3.000 kr. i 2015

Årsopgørelsen er baseret på gamle oplysninger

Skat har udarbejdet forskudsopgørelsen for 2015 på baggrund af de på det tidspunkt seneste reviderede tal, dvs. selvangivelsen for 2013. I 2013 havde boligejere med F1-lån, som får ny rente på deres lån den 1. april en rente på 0,87 pct. de første 3 måneder af året og 0,51 pct. de sidste 9 måneder af året. Nu er F1-renten faldet til 0,09 pct.

For et F1-lån på 1 mio. kr. betyder rentefaldet, at hvor renteudgiften lå på 15.440 kr. i 2013, som ligger til grund for forskudsopgørelsen, så kommer den kun til at ligge på 10.910 kr. i 2015. Reagerer boligejeren ikke, venter der derfor en skatteregning på 1.520 kr., når året er omme.

Boligejere med F3-lån får det største skattesmæk

Er der tale om et F3-lån, som skal have ny rente nu til april, så har boligejere betalt en rente på 1,26 pct. de seneste år. For et lån på 1 mio. kr. giver det en renteudgift på 22.510 kr. Da F3-renten nu ligger på 0,17 pct., falder udgiften i 2015 til 13.510 kr., hvilket giver anledning til et potentielt skattesmæk på 3.020 kr.

Da det er næppe en regning, man vil bryde sig om at betale i 2016, når skattefar finder ud af forskellen, vil det derfor være en god idé for boligejerne at få det indberettet allerede nu.

F5-lån har potentielt samme risiko – men der er ikke mange af dem

Potentielt kunne der have været udsigt til et endnu større skattesmæk for boligejere med F5-lån, da renten for 5 år siden var betragteligt større, end den er i dag. Men da de fleste realkreditinstitutter først er begyndt at afholde auktion pr. 1. april i løbet af de senere år, er det kun en lille gruppe af boligejere, der har et F5-lån, der skal rentetilpasses nu til april.

Fastforrentede boligejere bør også kigge tingene igennem 

Boligejere med fastforrentede lån, der har konverteret ned i rente ved de foregående opsigelsesfrister, har også udsigt til et skattesmæk i 2016, hvis ikke de gør noget aktivt. Det skyldes, at langt de fleste boligejere har lagt om til en lavere rente, hvorfor forskudsopgørelsen bygger på et højere fradrag, end det boligejerne nu kan påberåbe sig.

Går de fastforrentede boligejerne til tasterne på SKATs hjemmeside, bør de huske at medtage eventuelle udgifter til differencerenter i forbindelse med omlægningen. Differencerenter er nemlig også fradragsberettigede, og det betyder, at nedgangen i deres fradrag bliver knap så sørgelig, som rentefaldet ellers ligger op til. Realkreditinstitutterne indberetter automatisk alle renter til SKAT, hvorfor boligejerne ikke bliver snydt for differencerenter, selv om de forholder sig passive. Det sker dog almindeligvis først ved årets udgang, hvilket er for sent til at differencerenterne kan indgå i boligejernes nuværende budget.

Enkelte boligejere kan få penge tilbage

En lille gruppe af boligejere kan ligefrem forvente at få penge tilbage fra skat, når årsopgørelsen for 2015 er klar. Det drejer sig om boligejer med rentetilpasningslån, der har lagt det om til fast rente. I så tilfælde vil langt de fleste nemlig have fået en højere rente, end den rente de havde på deres tidligere rentetilpasningslån, og det giver altså rullende mønt i hånden.

Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom

Flere nyheder

Mere juleforbrug igen i år

Daglig økonomi

Danskerne agter at hæve juleforbruget med omkring 3 pct. i 2016

Endnu lavere renter til boligejerne pr. 1. januar

Bolig

Nordea Kredit afsluttede i går auktionen over rentetilpasningsobligationer. Resultatet har betydning for de mange boligejere, der skal have ny rente på deres...

Black Friday har vokseværk

Daglig økonomi

Black Friday satte dansk forbrugsrekord sidste år. Men den rekord vil snart blive afløst af en ny.

nordea logo

Kunderne medejere af Nordea Liv & Pension

Pressemeddelelse Selskabsmeddelelse